Hr. Peabody & Sherman

Dreamworks nyeste skud på stammen er en moderne, dialog-skarp historietime, en rutschebanetur af en animationsfilm om fortidens historiske begivenheder og om hunden Hr. Peabody og hans forhold til menneskesønnen Sherman.

 

Jeg må ærligt indrømme, at da jeg satte mig i biografstolen, havde jeg aldrig før hørt om den overintelligente hund Hr. Peabody og hans adopterede dreng Sherman, der, til min senere orientering, er et par kendte karaktere fra en amerikansk tegneserie fra 50’erne.

Instruktøren bag filmen er Rob Minkoff – bedre kendt som instruktøren bag mesterværket ’Løvernes Konge’. En klassiker jeg vover at påstå har fået selv de mest hårdhjertede til at fælde en tåre. Dog skal det pointeres, at lighederne mellem ’Løvernes Konge’ og ’Hr. Peabody & Sherman’, måske ikke overraskende, er ikke eksisterende. Desværre…

Historien om Hr. Peabody & Sherman er af en helt anden karakter. Filmen handler om den helt utroligt begavede hund Hr. Peabody, der bl.a. har Nobelpristager, OL-vinder, erhvervsgeni, opfinder, videnskabsmand og gourmetkok stående på sit CV. Det eneste han dog til tider har svært ved at håndtere er rollen som far for sin ”adopterede” ikke nær så begavede, men langt mere uheldige, menneskesøn Sherman. Sidder de to ikke hjemme i deres penthouselejlighed midt på Manhattan, rejser de sammen verden rundt i Hr. Peabodys højteknologiske tidsmaskine, mens Hr. Peabody på første hånd lærer sønnen om verdenshistorien. Problemerne opstår først da Sherman, med ihærdige skub fra veninden Penny, mod Hr. Peabodys vilje, drager ud på en rejse, der i sidste ende får så store konsekvenser, at hele verdenshistorien pludselig står til at skulle reddes.

Hvad filmen i første omgang gør meget ud af er at informere om og gengive historiske begivenheder. Der fortælles om Den Franske Revolution i mødet med den kagespisende Marie Antoinette, vi møder den unge egyptiske prins Tutankhamon i det antikke Egypten og flyver rundt i Leonardo da Vinci’s simple flyvemaskine. Jeg kan ikke lade være med glædeligt at mindes, hvordan Pyrus på samme vis rejste rundt i Danmarkshistorien for at genopdage julen.

Filmen vil gerne være informativ. Men da jeg må indrømme at falde lidt uden for målgruppen for denne film, kan jeg ikke lade være med at tænke på om de yngre generationer overhovedet forstår, hvad der snakkes om. Vil de virkelig synes det er sjovt, når der jokes om ting som f.eks. Mona Lisas gådefulde smil og ødipuskomplekset

Selvfølgelig kan disse jokes være til for at glæde den ældre generation, men hvad efterlades der så til den yngre? Udover at være informativ er filmen flot. Det der 3D fungerer, man får følelsen af at flyve igennem tidsperioderne og oplever en smugle højdeskræk fra toppen af den trojanske hest.

Som stor fan af Disneyklassikere går jeg dog lidt skuffet fra salen med følelsen af at mangle medfølelse, identifikation, lærerige pointer og ikke mindst god musik. Kald mig bare gammeldags, men ’Hr. Peabody & Sherman’ er en flot, moderne, dialog-skarp, voksen-sjov animationsfilm, der mangler sjæl, varme og klassisk børnehumor.