Ulrich Seidl inviterer publikum med ned i den østrigske kælder, hvilket er en humoristisk oplevelse, der absolut er forbudt for børn.
De første tanker der løb igennem mit hoved, da jeg hørte om den østrigske dokumentar film ’I kælderen’ var Joseph Fritzl- og Natascha Kampusch-sagen. Jeg forventede derfor heller ikke en rar film, da biografens mørke sænkede sig over mig.
Nazister, sadister, racister, machokister, fetichister m.m.
Filmens første scene byder på et tableaubillede, hvor man ser en kæmpe kvælerslange i et terrarium. Slangen er sulten, og den nærmer sig sagte det levende marsvin, som er blevet serveret for den. Uden for terrariet sidder slangens ejer spændt og afventer slangens angreb på marsvinet. Pludselig angriber slangen, og man får som publikum et chok. Et chok der er med til at markere en af filmens hensigter, nemlig at chokere, og det lykkes glimrende. Den næste halvanden time byder på alt fra en mand der bliver hængt op i sine kønsorganer til skydegale racister, musikalske nazister og meget mere.
I en kælder sort som kul
Imellem de bizarre scener byder filmen på små tableauer af ganske almindelige mennesker i deres ganske almindelige kedelige kældre. Disse scener er med til at minde en om, at det ikke er alle østrigere der har ”farverige” kælderrum, samtidig med at de små tableauer forstærker effekten af, at du aldrig rigtig ved hvad der gemmer sig i folks kældre.
En ting er dog sikkert: min opfattelse af kældre bliver aldrig den samme igen. Hvem ved om ens nabo bare har en vaskemaskine og et træningsrum dernede, eller om han gemmer på en SM-kælder med prostituerede i bure.
Exploitation-film, kunst-film eller dokumentar?
Da filmen var slut, følte jeg, at jeg var blevet virkelig godt underholdt.
Ud over sin chokværdi, er ’I kælderen’ også en sjov film. Humoren kommer både til udtryk i dialog og i billedsproget. Som f.eks. i et tableaubillede hvor der står en lille pæreformet mand i læderunderbukser ved siden af en prostitueret, der nærmest er tre gange større end ham selv. Dette følges op med et kort interview med manden, hvor han fortæller, at den bedste evne han har, når han dyrker sex, er, at han kan sprøjte virkeligt hårdt. Hele scenariet er så bizart stillet op, at man ikke kan lade være med at grine.
Til gengæld sad jeg også tilbage med en følelse af, at jeg var blevet vist en masse chokerende scener uden virkelig at komme ind under huden på de mennesker, der deltog i dem. Det er meget få af personerne, hvor man sidder tilbage med en følelse af, at man har lært dem bare lidt at kende, hvilket er ærgerligt, nu hvor de viser en meget personlig side frem af dem selv.
De mange opstillede tableauer og konstruerede scener gør også, at filmen til tider føles mere som en blanding mellem en exploitation-film og en kunst-film end en dokumentar med ægte mennesker.