Vi møder første gang John Davidson (Robert Aramayo) på vej ind for at modtage æresmedaljen MBE af Dronningen af England i 2019. Stilheden og nerverne sniger sig ind på ham – indtil et højlydt “Fuck the Queen!” bryder tavsheden. Rammen og tonen for fortællingen er mildest talt sat.
Klip til 1980’ernes Scotland. Her møder vi John i sine tidlige teenageår, spillet af Scott Ellis Watson, som er som snydt ud af næsen på Aramayo – ikke kun i udseende, men også i sit imponerende skuespil.
John er en populær dreng: stjernemålmand på fodboldholdet, god med pigerne og med store drømme for fremtiden. Men langsomt begynder små tics at vise sig. Små bevægelser, der pludselig gør ham til skolens mobbeoffer og kulminerer i et verbalt udbrud på sin første date.
En barndom uden forståelse
Det mest hjerteskærende er de voksne, som ikke forstår, hvad der foregår. Det resulterer i, at rektoren straffer John ved at piske hans hånd med et bælte – ikke ligefrem ideelt, når du skal stå på mål foran en talentspejder. På et øjeblik forsvinder udsigten til en lys fremtid.
I 80’erne var stort set ingen viden om Tourettes syndrom. Derfor står John alene med det hele – uden støtte fra hverken skole eller hjem.
Det er hjerteskærende, og som seer sidder man med en vrede rettet mod de såkaldte voksne. Men realismen er svær at afvise. ‘I Swear’ er én af årets vigtigste film, der kaster lys over en sygdom, som alt for længe har været overset.
Ved ikke om jeg skal grine eller græde
År senere møder vi John igen, nu spillet af Aramayo, da han møder Dottie (Maxine Peake). Den uperfekte duo viser sig at blive afgørende for dem begge. John, der længe har haft paraderne oppe, begynder langsomt at åbne sig, da Dottie ser ham, som han er – og fortæller ham, at han ikke længere behøver undskylde for sine udbrud.
Med en enkelt sætning – “jeg tror ikke, at du er okay” – presser tårerne sig på.
Aramayo leverer en af de mest overbevisende præstationer, jeg længe har set. Er man ikke bekendt med den nu BAFTA-vindende skuespiller, kunne man næsten tro, at han selv har Tourettes. De pludselige fysiske og verbale udbrud føles så uforcerede, at det virker, som om han ikke tænker over dem et sekund.
Udbruddene gør, at man som seer konstant balancerer mellem grin og gråd. Ja, de bringer ham i problemer, men når han eksempelvis “kommer til” at sige, han har brugt sperm i stedet for mælk i teen, er det umuligt ikke at græde af grin.
En fortælling om håb
Hvad der nemt kunne være blevet en film om den ene tragedie efter den anden, bliver i stedet en fortælling om håb, optimisme og muligheder.
Maxine Peake stjæler flere af filmens mest både rørende og morsomme øjeblikke som den empatiske Dottie. Samtidig bliver Peter Mullens Tommy Trotter en vigtig støttefigur for den nedbrudte John. Da John ender i en retssag og desperat mangler opbakning, bliver Tommy en af de første, der giver ham en stemme i en verden præget af uvidenhed om Tourettes.
‘I Swear’ er en film, der alene kan ses for sine formidable skuespilpræstationer. Men derudover er det en vigtig og oplysende fortælling, der også er flot realiseret visuelt og lydmæssigt i sit tidsbillede.
Jeg hopper, pifter, råber og sværger – det her er ikke bare en vigtig film, det er én af årets bedste.
