Læger, terapeuter, irriterende receptionister og parkeringsvagter plager Linda (Rose Byrne). Hun er selv terapeut, mor – og det, hendes mand ville ønske, var en hjemmegående husmor. Men sådan er virkeligheden ikke.

Det er ikke altid en dans på roser at være menneske. Heller ikke når man samtidig har ansvaret for et andet menneske; her en syg datter med et ernæringsrør i maven. 

Det er dog ikke kun dét, der spænder ben for Linda. Katalysatoren for historien bliver et sprængt hul i loftet, der til forveksling ligner et udvendigt mavesår. Hun og datteren må flytte på hotel, og herfra begynder problemerne for alvor at eskalere.

Ingen kontrol

I filmens tidlige minutter præsenteres vi for Lindas første alvorlige problem: hendes datter er syg, og får det ikke bedre. Som alle andre mødre prøver hun alt, hvad hun kan, for at hjælpe datteren, der skal tage på for at få fjernet ernæringsrøret.

Stemningen mellem de to er god fra start, men bag facaden lurer frygten for, hvad der sker, hvis Linda ikke kan hjælpe sin datter. Det manifesterer sig i mange telefonopkald med hendes mand, hvor bølgerne går højt – også foran datteren. 

Jo længere ind i filmen vi kommer, desto mere mister Linda grebet om sit liv. Hver aften går hun ned i hotellets reception for at købe vin for at dulme støjen fra virkeligheden. Her møder hun Jamie (A$AP Rocky), der på alle måder er hendes modsætning.

Han er ubekymret, fri og spiller effektivt op mod Lindas kaos – og smitter også lidt af på hende. Pludselige føles det næsten acceptabelt at miste kontrollen. Som om man kan forme sin egen virkelighed – også selvom det indebærer at købe stoffer på internettet.

Ingen hjælp at finde

Alligevel er det svært for Linda at rumme hendes hverdag med hospitalsbesøg, arbejde og en datter, der ikke helt forstår alvoren af sin situation. Heldigvis er hendes terapeutkollega (Conan O’Brien) tæt på, når hun har pause fra sine egne patienter.

De taler jævnligt om hendes problemer, men det er tydeligt, at der ligger mere under overfladen. Dynamikken er anspændt, til tider akavet og angstprovokerende – ligesom resten af filmen.

For Linda er jo professionel. Hun ved godt, hvad der skal til for at få det bedre. Hver dag hjælper hun sine patienter, hvis problemer i større og mindre grad afspejler hendes egne. Alligevel kan hun ikke anvende den samme indsigt på sig selv.

Hun kan ikke sætte sig selv først. Hun kan ikke løse sine problemer, uanset hvor mange hints filmen lægger ud i baggrunden gennem tegninger, tv-udsendelser og små visuelle signaler. Til sidst føles det, som om hele verden råber til hende i tavshed.

Surrealistisk greb i virkeligheden

Fra filmens begyndelse hører vi datterens stemme. Hun taler konstant om mad, hun vil spise – men ikke rører. Alligevel ser vi aldrig hendes ansigt. Et simpelt, men effektivt greb, der tydeliggør, at det ikke handler om hende, men om Linda.

Linda, som plages af  abstrakte visioner, når det hele er ved at falde fra hinanden. Hun vender igen og igen tilbage til hullet i loftet, der vokser sig større og bliver mere ækelt at se på. Som et sår, hun ikke kan lade være at kradse i. 

Det er ikke kun ubehageligt for hende, men også for publikum. Man sidder konstant på kanten af sædet, klar til at blive forskrækket eller få kuldegysninger. Filmen er så intens, at den næsten bliver svær at holde ud. 

Og netop dér opstår paradokset: det, der burde være filmens stærkeste pointe, bliver dens største benspænd.

En feministisk langefinger til livet

Det hele kulminerer i, hvad der bedst kan beskrives som en desperat kvindes skrig til universet. Vi får et kort blik på hendes mand, der fremstår klinisk ren, perfekt – og pisse irriterende – mens Linda ikke får et øjebliks ro.

Filmen bliver en skarp kommentar om “the mental load”, kvindelivet og moderskabet – og retten til at vælge til og fra. Også retten til at ombestemme sig, når presset bliver for stort. 

Selvom det er en hård oplevelse, og man undervejs får lyst til at sparke hovedet af samtlige mænd (med undtagelse af A$AP Rocky, der er yderst charmerende), indfinder der sig alligevel en form for forløsning. 

Den feminine vrede får lov at fylde. Den får lov at larme. Og til sidst giver den – med fuld kraft – fingeren til livet, mænd og et system, der sjældent er indrettet til at lade kvinder få det sidste ord.