The Horsemen har lagt deres famøse Robin Hood-liv på hylden. Der er gået familieliv, kiksede ferie-jobs og hverdag i den. Men lige når vi har mest brug for dem igen, vender de tilbage som superhelte for at redde verden. 

Magi, illusioner og en skarp jargon – det er The Horsemen, præcis som vi kender dem. De selvtægtende tryllekunstnere samles med ordrer fra den hemmelige magi-organisation The Eye, der som altid har grådige forretningsfolk i sigtekornet. Denne gang er det den korrupte, sadistiske og iskolde diamant-dronning Veronika Vanderberg, spillet af Rosamund Pike, der gør det så godt, at du får lyst til at smide dit moralske kompas ud ad vinduet.

Ved første øjekast kan historien virke genbrugt. Den er proppet med genkendelige tricks, der enten kan føles nostalgiske eller irriterende dovent. Den nye instruktør Ruben Fleischer prøver dog at puste nyt liv i den udbrændte flamme fra de tidligere film med større armbevægelser og mere spektakel.  

Illusionen af det gode trick – eller den gode film? 

Siden de første filmskabere opdagede illusionens kraft, har filmmediet forsøgt at snyde sit publikum. Det samme gør Fleischer her. For hvis du har et blødt punkt for The Horsemen, er det nemt at lade sig rive med af stemningen.

Selvom manuskriptet er både simpelt og forudsigeligt, formår Fleischer at vende op og ned på publikums forventninger. Vi får brudstykker af The Eyes baggrundshistorie, som trækker os længere ind i universet, og samtidig mere personligt indblik på de originale fire Horsemen – noget, som har manglet i de tidligere film. 

Det er især de tre nye illusionisters fortjeneste. Justice Smith, Dominic Sessa og Ariana Greenblatt giver universet frisk energi, og spiller med en tør humor og overlegenhed, kun Gen Z kan levere. På en og samme tid spejler de sig i deres forgængere og bliver til deres modstykker, hvilket giver os et unikt glimt af menneskerne bag magien.

Alligevel er der grænser for, hvad selv den bedste illusion kan skjule. Fleischer har været lidt for forsigtig med sit kildemateriale. Selvfølgelig kan det være farligt at bevæge sig for langt væk, men filmen føles derfor mere som en reunion og genbrugs shoppetur end nytænkende. Til gengæld er tryllenumrene i topform, og først når rulleteksterne ruller, opdager man, at man måske alligevel er blevet snydt – på den gode måde.

En babushka dukke af storhedsvanvid

The Horsemen må stå på egne ben, efter deres leder Dylan Rhodes ikke længere er i billedet. Det betyder, at den altid selvfede og bedrevidende J. Daniel Atlas (Jesse Eisenberg) endelig får den lederrolle, han har hungret efter siden første film. 

Eisenberg spiller ham til perfektion, og til ingens overraskelse bliver han ved og ved med at bevise, at han stadig er “the smartest man in the room”. Han er dog ikke den eneste, der skal vise sig. Filmen bugner af egotrip fra alle, nye som gamle, der skal bevise, at de har fortjent deres plads i The Eye.

Heldigvis er det alt sammen utrolig lækkert at se på. Illusionerne er både smarte og inddragende. Medmindre du selv er hobbytryllekunstner, er der ikke meget at sætte en finger på. Ja, alle i filmen lider lidt af storhedsvanvid, Fleischer inklusiv, men det er netop det, der gør ‘Now You See Me: Now You Don’t’ underholdende. Det er en film, der skal turde være for meget, for at fungere. 

Det er kæmpe sko, der skal udfyldes, og det må man sige, de gør. Der er smæk på effekter, illusioner, action og kække øjeblikke, som kan give enhver lyst til selv at blive en Horseman. Filmen opfinder ikke den dybe tallerken, men den leverer, hvad fans ønsker: et herligt, tempofyldt gensyn, der genopliver magien, som var det første gang vi ser illusionisterne på lærredet.