Instruktør Charlotte Brodthagen skildrer kompleksitet, frustration, tilgivelse, generationskløfter, fortrængt vrede, længsel og kærlighed til perfektion i sin debutfilm, som rammer lige dér i solar plexus, hvor det både er sjovest og gør allermest ondt.

Tre generationer af kvinder holder juleaften sammen i et sommerhus, hvor deres relationer på kryds og tværs sættes på prøve. Mor og datter, Christel (Lene Maria Christensen) og Loui (Freja Klint Sandberg), forsøger at finde ro og hygge i erkendelsen af, at dette formentlig bliver Christels sidste juleaften. 

Christel er syg af kræft, men har endnu ikke fortalt det til sin egen mor, Vivi (Birthe Neumann). Derfor bliver stemningen hurtigt anspændt, da Vivi dukker op i sommerhuset. Loui har inviteret hende – uden at Christel ved det – men er ikke klar over, at Vivi ikke kender til sygdommen.

Det lyder forvirrende, men er det slet ikke, når først de tre skuespillerinder folder relationerne ud. Resultatet er en film, der på én og samme tid er skarp, rørende og morsom. 

Intimitet i verdensklasse

En af hovedårsagerne til filmens succes er forholdet mellem de tre kvinder. Relationerne fremstår slående ægte og dybt autentiske. Man føler oprigtigt, at man betragter en rigtig familie. 

Der er stort set ingen udefrakommende karakterer, og derfor foregår næsten alt internt mellem de tre: konflikter, erkendelser, brud og forsoninger opstår indefra. Det er intenst og intimt, og som seer kommer man helt tæt på deres følelsesliv. 

Et tætpakket tema(jule)mirakel 

Filmen arbejder med utroligt mange temaer, men det føles aldrig som for meget. Traumer, generationskløfter, sygdom, liv og død, ensomhed, frygt, præstationspres, kærlighed og grænsen mellem barn og voksen, er bare nogle af temaerne, der berøres. 

Man sidder aldrig med følelsen af, at temaerne er overfladiske eller tilfældige Det er imponerende, hvordan Brodthagen får så meget med i en julefilm på 98 minutter, med kun tre karakterer. 

Temaerne pakkes ind i en perfekt balanceret kombination af alvor og humor, som holder en spændt, nervøs og glædeligt underholdt hele vejen igennem. 

Tragikomisk pragteksemplar

‘Ingen kære mor’ er en emotionel filmoplevelse. Man kommer igennem mange følelser fra første minut – og ofte modsatrettede følelser på samme tid. 

Christel forsøger eksempelvis at hjælpe Loui ved at rydde op i sommerhuset, så datteren slipper for det efter sin død. Men for Loui føles det som om, hendes mor  smider alle hendes barndomsminder ud. 

Man ved heller ikke helt, om man skal grine eller græde, når Christel viser Loui sin nyindkøbte gravsten, mens hun helt nøgternt kommenterer på, hvor godt hun synes om farven. 

Filmen bygger konstant op til konflikt, hvorefter karaktererne hygger sig, man ånder lettet op, inden man stille og roligt bliver anspændt igen. Hele tiden mens man både griner og har lyst til at græde. 

Latter gennem klumpen i halsen

‘Ingen kære mor’ er måske ikke den mest “hygge-haha”-julefilm, man kan vælge, men den balancerer sine temaer med sikkerhed og er ufatteligt varm. Den sætter sig fast og er umulig ikke at holde af. Den er perfekt trist, sjov og hjertevarm. Havde jeg set den hjemme i min egen stue, havde jeg uden tvivl grædt. 

Det er ganske enkelt formidabelt filmhåndværk: en historie fortalt med blik for det brutalt ærlige og det dybt menneskelige. Det er svært at finde meget at kritisere, selv hvis man gerne ville. 

Nu vil jeg sende en sms til min mor, ringe til min mormor og tænke på det kæmpestore kram, jeg skal give dem begge to næste gang vi ses.