Ingen gyserfranchises er nogensinde helt afsluttede. Vi går dog et glædeligt gensyn i møde, hvor kvaliteten er høj, og nostalgien kommer helt naturligt.

Tilbage i 2023 var denne anmelder lidt for hurtig på aftrækkeren. Det erklærer jeg ærligt, for der gik ikke længe, før den film, der blev omtalt som afslutningen på ‘Insidious’-franchisen, klarede sig så godt i biografen, at produktionsselskabet Blumhouse besluttede sig for at lave en kovending.

Jeg opfatter stadig ‘The Red Door’ som en perfekt sidste film. Derfor gik jeg skeptisk med ind i “The Further” igen i år, for med historien om Lambert-familien afsluttet, må franchisen genoplives med en helt ny historie. Eller et helt nyt cash grab.

Jeg sluger dog mine ord igen, og det har jeg det faktisk helt fint med. ‘Insidious: Out of the Further’ er ikke nødvendigvis en film, vi havde brug for, men kan man virkelig klage over solide præstationer og solide scares? Det tvivler jeg på.

Ingen døre forbliver lukkede

På trods af at ‘Insidious’ altså ikke er helt slut endnu, bliver det ikke med et genbesøg hos de tidligere hovedpersoner. Den dør er lukket, men som bekendt: Når en dør lukkes, åbnes der et vindue. Eller bare en anden dør.

I den nye film møder vi Gemma, der i en ung alder må passe på sig selv, mens hendes mor bliver mere og mere syg og fraværende. Én voldsom nat ændrer dog alt, da Gemma overværer sin mor tage sit eget liv med hovedet banket til blods mod væggen i brusekabinen.

Som voksen er Gemma (Amelia Eve) opsat på at pakke sin fortid væk – helt bogstaveligt. Hun bor stadig i sit barndomshjem sammen med sin datter Maya (Island Austin), men har fyldt garagen med bjerge af papkasser og sin mors ejendele, som hun helst vil glemme alt om.

Det viser sig dog snart, at fortiden er mere stædig end som så. At Gemma finder den gamle lommelygte, hun troede, hun havde mistet, under sin seng, er måske ikke så mærkeligt. Men de zombielignende mennesker, hun begynder at lægge mærke til rundt omkring i nabolaget, spiller hende ikke bare et puds.

Der er noget grufuldt, der jagter hende i drømme. Og Gemma har evnen til at tage det med ud i den virkelige verden.

Nostalgi uden tvang

Ligesom Patrick Wilsons karakter i de forrige film har Gemma evnen til at besøge de dødes verden, mens hun sover. Både genfærd og dæmoner er interesserede i at få fingrene i vores heltinde, for hun er nemlig også i stand til at transportere objekter og væsner fra døden og tilbage til menneskenes verden.

Nu får hun noget af en opgave foran sig, da hun må kæmpe mod tiden for at få kontrol over sine evner og forhindre, at de glubske kræfter fra det hinsides bringer død og ødelæggelse med sig.

‘Insidious’ fortsætter med at sætte standarden højt for effektive og opfindsomme jumpscares. Det her er i hvert fald næppe filmen for dig, hvis du allerede er utilpas ved at tage til tandlægen. Og jeg havde heller ikke troet, at en sofa kunne producere en af de mest uhyggelige scener i nyere hukommelse.

Det er også dejligt, at filmen virker knap så interesseret i at hvile på nostalgien. Instruktør og manuskriptforfatter David Chase spilder ikke meget tid på at forklare de regler for universet, vi allerede kender, men kaster sig derimod hurtigt ud i monstrøse lege og galskab med sikkert greb.

Det ligger i familien

Amelia Eve har man tidligere kunnet se i Mike Flanagans ‘The Haunting of Bly Manor’, og hun færdes endnu en gang selvsikkert i horrorgenren. Det samme gør Brandon Perea, der også har udvist talent for gys og gru i Jordan Peeles ‘Nope’.

Det er dog stadig Lin Shaye, der forbinder alle franchisens film med hinanden, og hendes samspil med Eve er særligt frydefuldt.

Hendes rolle som spøgelsesjægeren Elise, der selv er et spøgelse, er lidt af en genistreg. Så selvom historien ikke umiddelbart skiller sig meget ud fra de utallige fortællinger om det hinsides, vi har set før, skiller filmen sig alligevel ud ved at behandle traumer med omsorg, betænksomhed og en lyst til at sigte mod noget større.

‘Insidious: Out of the Further’ kan ikke leve op til alle de store idéer, den ellers gerne vil sende ud i verden. Plottet kan ganske enkelt ikke rumme det hele.

Men selvom filmen kæmper med at bide over mere, end den kan sluge, fungerer den, når den tillader sig at være jordnær. For det er her, ‘Insidious’ er allerbedst: i familiens eget skød.