Af Sandra Holm

At opfindelsen af den dybe tallerken ikke er en nødvendighed, for at skabe noget originalt er I Am Love et perfekt eksempel på. Det er en klassisk film, i form og udtryk, temaerne er vendt og drejet jævnligt og karaktererne er for de flestes vedkommende heller ikke nyskabende. Groft sagt kan man sige at filmen består af tre skildringer. Et familieportræt, et periodedrama og en kærlighedshistorie. Tidens strømninger, familiens og anstændighedens bånd, magtens tyngende privilegier, ensomhed og hjertets utilregnelige udskejelser sætter den umiddelbare scene. Men som familiens pæne regelmæssige ydre krakelere, erindrer man hvorfor  en klassiker er en klassiker. Den har alt det vi kan forholde os til, det rigtige og så har den det forkerte. Det, der vækker noget i os, vi ikke selv kan sætte ord på, men som får os til at vende tilbage.

Milano er dækket af sne da filmen begynder og vi langsomt bevæger os hen over hustage og til sidst ind i et prægtigt palæ; den rige Recchi families hjem.  I køkkenet blandt tjenestefolkene møder vi Emma (Tilda Swinton), der er huset frue, i gang med at lægge sidste hånd på aftenens store begivenhed. Fejringen af familiens patriark Eduardo Sr., hvis forretningsimperium inden for tekstilindustrien har sikret familien den formue de alle nyder godt af.  Emmas liv handler først og fremmest om hendes pligter som hustru og mor i det strengt organiserede familiedynasti, der er præget af traditioner. Da den aldrende mand udnævner både sin søn og sit barnebarn som arvtagere af magten, breder en larmende stilhed sig og slår så småt revner i de pæne facader.

Tiden går og Emmas søn, Edo (Flavio Parenti), drømmer om alt andet end at overtage farfarens imperium. Han vil hellere åbne en restaurant med sin gode ven og talentfulde kok, Antonio (Edoardo Gabbriellini), hvis tilstedeværelse i Emmas liv får uforudsete følger. Hendes trygge, men fastlåste, tilværelse og status bliver pludselig sat på spil, da hun tiltrækkes af den unge Antonio, der lidenskabeligt gengælder hendes følelser.

Tilda Swinton er formidabel i rollen som Emma. Hun er alles bindeled og filmens drivkraft. Og med instruktøren på sin side, er vi på intet tidspunkt i tvivl om hvad hun tænker og føler. Gennem hendes mimik og kropssprog, og filmens billed- og lydside, bliver hver en iagttagelse omhyggeligt understreget, hvad enten det er med et close-up af den frodige natur eller en sårbar sopran der bryder stilheden.

Den opmærksomme instruktør bag filmen hedder Luca Guadagnino. Ud over en del kortfilm, markerede han sig  for alvor i 1999 med sin første spillefilm The Protagonists som blev præsenteret ved  den 56. Filmfestival i Venedig. Dernæst med den kontroversielle Melissa P. i 2003. Og nu med I Am Love, der vandt en pris for bedste film på Boulder International Film Festival og verden over har høstet mange roser.

Den sjældent fine fornemmelse for detaljen gør dette til en vanvittig smuk og sanselig film. Med Tilda Swinton lever historien, pirrende og hjerteskærende, og tilsammen skabes der et bevægende kærlighedsdrama. Og muligvis er rammen klassisk, men indholdet er originalt.

5 ud af 6 stjerner.