Den anmelderroste instruktør Josh Safdies frenetiske sportsdrama ’Marty Supreme’ handler mindre om sport og mere om livsrejsen fra dreng til mand. Filmen spiller følelsesladet pingpong med vores hjerter – og igangsætter vores stressrespons på den mest Safdie-agtige måde.

Baghånd. Forhånd. Lob. Smash. Marty Mauser (Timothee Chalamet) er en ung og karismatisk mand, der i et 1950’ernes New York kæmper med næb og kløer for at møde sin guddommelige skæbne: at blive verdensmester i bordtennis. Intet må stå i vejen – hverken en gravid kæreste, økonomisk krise eller offentlig ydmygelse.

Martys liv er én lang kamp, og det er næsten inspirerende, hvor handlekraftig og beslutsom han er på trods af de livsvilkår, han er blevet tildelt. I sin hektiske hverdag som skosælger og nepo-baby i sin onkel Murrays (Larry Sloman) skobutik er der ingen, der tror på hans store drøm. Han må snyde, lyve og stjæle for at skabe sine muligheder – alt sammen akkompagneret af et vidunderligt 80’er-inspireret synth-soundtrack.

Hjertet i halsen og kamp til stregen

Er man bekendt med Safdie-brødrenes tidligere titler, er det ingen overraskelse, at ’Marty Supreme’ får biografsalen til at holde vejret og sidde på kanten af sædet. Den amerikanske hustle-kultur gennemsyrer Martys desperate kamp for at nå verdensmesterskabet i Japan. Hvert valg og hvert ord afspejler hans selvoptagede verdenssyn.

Safdie er mester i at skabe den mest ulidelige og samtidig dybt fascinerende protagonist, der konstant kæmper for at holde sig oven vande. Det er ét skridt frem og to tilbage. Man sidder næsten og venter på det uundgåelige kollaps.

Men filmen har en anden tone end Safdies tidligere værker.

Som et gadekryds mellem Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’ og Safdie-brødrenes egen ’Uncut Gems’ fortæller ’Marty Supreme’ en grundlæggende trist fortælling om Martys utilfredsstillende tilværelse og hans langsomme anerkendelse af, at verden er større end ham selv. Om han vil det eller ej, træder han på alt og alle, og han må konstant hustle sig ud af problemer – ofte ved at skabe nye.

Marty er overmodig, kæphøj og arrogant og slipper afsted med det – lige indtil han ikke gør.

’Marty Supreme’ drømmer stort, men Chalamet drømmer større

Markedsføringen op til premieren har været et verdensdækkende fænomen og har sat forventningerne skyhøjt.

Og ja – filmen leverer.

Manuskriptet er knivskarpt. Dialogen flyder naturligt og rytmisk, farverigt og frækt. Miljøet er tempofyldt og formår både at være altomfattende og klaustrofobisk. Filmen løftes yderligere af Chalamets formidable præstation, der vidner om en skuespiller i fuld kontrol over sit apparat.

Han fastlåses ikke i én dimension af den narcissistiske protagonist, men tilfører rollen både sårbarhed og kompleksitet – uanset om han er selvfed eller sønderknust.

Selv med ’Dune’-franchisen, ’A Complete Unknown’ og ’Wonka’ i sit repertoire fremstår Marty Mauser som Chalamets hidtil stærkeste præstation.

Den absurde, sorte humor, de eksplosive og hæsblæsende jagtscener, der munder ud i den ene afsporing efter den anden, det rå og grå New York i kontrast med de farverige karakterer – ’Marty Supreme’ er et passioneret, elektrisk værk, der sitrer af energi.

Men som en del af sin grænseløse rækkevidde, strækker filmen sig enkelte steder en anelse for langt. Nogle sidehandlinger føles overflødige og bidrager ikke afgørende til fortællingens fremdrift.

Sigter mod stjernerne

’Marty Supreme’ byder på et skræddersyet ensemble, hvor hver skuespiller får lov at skinne.

Med Fran Drescher som den spraglede mor og Tyler, The Creator i sin skuespillerdebut som vennen Wally, er Martys omgangskreds et broget og underholdende bekendtskab.

Gwyneth Paltrow spiller den udbrændte skuespiller Kay Stone med kølig kontrol, og forholdet mellem hende og Marty er lige så indviklet som hans forhold til sin tidligere kæreste Rachel Mizler (Odessa A’zion).

A’zions præstation er både charmerende og udspekuleret; Rachel er en karakter, der kan give Marty reelt modspil. 

Men Martys ultimative modspiller er den japanske bordtennisspiller Koto Endo, spillet af den professionelle bordtennisspiller Koto Kawaguchi. Deres kappestrid driver filmens 145 minutter frem med konstant spænding og ét gennemgående spørgsmål: “Hvordan skal det her forløses?”

At ’Marty Supreme’ står med ni oscarnomineringer, føles ikke overraskende. Kemien er intens, og ensemblet leverer på højt niveau.

Selvom filmen på flere punkter ligner tidligere Safdie-værker og derfor ikke er radikalt original, fremkalder den alligevel dybe følelser og et næsten ubønhørligt engagement. Man kan ikke fjerne blikket fra lærredet – og man forlader biografen med både forhøjet puls og en diskret tåre i øjenkrogen.