Med et rigt ensemble bestående af nogle af vor tids mest humoristiske danske skuespillere, skulle man tro, man havde sikret sig en latterfest. Desværre ender det som en overflod af mislykkede falde på halen-jokes, som filmen har svært ved at rejse sig fra.

Det er ved at være den helt specielle tid på året, hvor mange af os er på udkig efter en god julefilm at varme os på. I ‘Julemandens Datter 3 – Den magiske tidsmaskine’ er der masser af hjertevarme at finde i det efterhånden velkendte univers. 

Vi befinder os nemlig endnu engang på Julemandsskolen, hvor vores protagonist Lucia (Cecilia Loffredo) går i skole. Hun er lidt af en foregangskvinde, så da skolens rektor (Ulf Pilgaard) bliver ramt af “traumesyge” og aflyser julen, står Lucia klar til at redde den. Denne helterejse bringer Lucia og hendes yngre kompagnon Elias (Leonard Mangheni Sommer Ipsen) vidt omkring. Faktisk så vidt omkring at filmens spilletid på halvanden time ikke kan rumme det, og allesteds føles pludseligt så ingensteds.

Overraskende nok er dette et resultat af noget af det, filmen lykkes utrolig godt med – nemlig at skabe verdener. For da Lucia og Elias træder ind i et magisk cirkus fyldt af flotte farver og gamle gøglere, føler man sig inviteret ind i en verden bare for at blive smidt ud af den igen. Cirkusset er nemlig blot et middel til at komme videre, da det gemmer på en tidsmaskine, som tager Lucia og Elias til Viborg i 1897 – året for rektors traume.

Børnene ender i “Ravnereden”, en faldefærdig og mørk bygning med en Charles Dickens-esque karakter. Her bor Von Ravn (Thomas Bo Larsen) med en flok af byens børn, som han har lokket til at stjæle for sig.

Von Ravn er nemlig en grisk gnier med storhedsvanvid; en Joakim von And, der lever efter Robin Hood-princippet om at “tage fra de rige og give til de fattige”. Sidstnævnte tilfældigvis værende ham selv.

Et humoristisk cast med alt for lidt skærmtid

Det er tydeligt at mærke, at det ikke er Thomas Bo Larsens “first rodeo” i familiefilm, for hans samspil med filmens mange elskværdige børneskuespillere er fyldt med naturlighed og karisma.

Rollelisten er generelt rig på danske ikoner inden for komik såsom Ulf Pilgaard, Mia Lyhne, Martin Buch og Kirsten Lehfeldt. Men scenerne er desværre kun ganske få gange skrevet til dem, hvilket ellers kunne have reddet filmen. For den helt store stjernesluger er og bliver den mislykkede humor. Filmen insisterer nemlig på at ville være sjov, men med alt for platte jokes kommer den aldrig i mål med at være det.

Julen er tradionernes tid, men det kan altså blive for uoriginalt

Noget af det befriende ved at se julefilm er følelsen af genkendelighed. Men når denne genkendelighed er allestedsværende, bliver det hurtigt en forudsigelig og tenderende til kedelig oplevelse. Og det er desværre det, der sker i denne film. Ikke nok med at “mission red julen” sandsynligvis er den mest brugte problematik i genren, så emmer filmen af uoriginalitet i en grad, der er svær at se bort fra. Det er lige fra jokesene, til Robin Hood princippet, til brugen af Edvard Griegs “In the Hall of the Mountain King” og inspirationen fra Charles Dickens. Det lugter lidt af nemme valg, og så bliver det altså hurtigt noget uinteressant.

Der er julelys forude

På trods af en flad oplevelse med ‘Julemandens Datter 3 – Den magiske tidsmaskine’ vil jeg rigtig gerne se flere børneeventyr fra Christian Dyekjær, som er instruktøren bag. I min optik er hans vision og forståelse for at skabe magiske og finurlige verdener, lige hvad der er brug for i en tid, hvor børn bliver voksne alt for hurtigt.

Originalitet og humor skal man altså lede længe efter i denne julefilm, men når det så er sagt – kommer der en fjerde film, så vil jeg gerne se den.