‘Le Mans ’66’: Jagten på det sublime

COPYRIGHT: Kino.dk

Pulsen hos en professionel racerkører når gerne 190 slag i minuttet. Min puls nåede også godt deropad under Hollywoodbaskeren om jagten på den sublime oplevelse af fuld kontrol på racerbanen.

I begyndelsen af 1960erne er bilproducenten Ford i økonomiske problemer. Efterkrigstidens unge køber ikke længere de gammeldags familiebiler, der om noget symboliserer ærkeamerikansk samlebåndsproduceret velstand. Firmaet trænger til en rebranding, og her skæver man til italienske Ferrari, der succesfuldt sælger håndsamlede luksussportsvogne.

‘Le Mans ’66’, den danske titel på filmen ‘Ford vs. Ferrari’, er baseret på den virkelige historie om den pensionerede racekører og bildesigner Carroll Shelby, der bliver pålagt at skabe en racerbil for Ford, som kan slå Ferrari i racerløbet Le Mans. Han er en af de eneste amerikanere, der selv har vundet det prestigefyldte og udmattende løb, som køres 24 timer i streg på landeveje i Frankrig.

Shelby vælger den ekstremt talentfulde Ken Miles som sin førstekører, men løber ind i slidsomme problemer med ledelsen, der ikke mener racekørerens hidsige og antiautoritære gemyt passer ind i Fords renommé. Miles er ikke Ford-mand, som Fords sleske PR-ansvarlige Leo Beebe siger med et koldt og øretæveindbydende smil.

Fuldfed Hollywoodbasker
Men man behøver ikke være bilentusiast for at holde af ‘Le Mans ’66’, der i sin grundvold er en Hollywoodbasker, som minder om noget fra en svunden, mere episk tid. Billedesiden tegner med solskinsfarvet nostalgi billedet af 1960ernes USA, mens soundtracket er lækkert som den smukkeste Ferrari. Derfor spiller filmens mere end to timer som en velsmurt maskine.

Desuden går prisen for årets kone til Mollie Miles. Hun elsker duften af brændt gummi og bakker med kys, krop og sjæl op om sin mands passion, der kan koste dyrt, både på familiens budget og helbredet.

Filmen udfordrer med andre ord ikke klassiske kønsrollemønstre. Men der er kemi mellem den diplomatiske Shelby, spillet af Matt Damon og den opfarende Miles, spillet af Christian Bale. Med solbriller og udtryksløst ansigt ser den tilknappede Shelby sin ven og holdkammerat Miles køre først over målstregen i et af løbene. Hans indre følelsesliv afsløres elegant i et kort sekund, hvor kameraet fanger hans lettede suk. Man kan tydeligt mærke, at man her har med Hollywoods helt tunge drenge at gøre.

Det fuldfede Hollywoodudtryk er dog sine steder tæt på at køre filmen af banen i rene klicheer. Den tykke Ford-chef, Henry Ford II, er en stereotypt primitiv amerikaner, forstår man, der ikke fatter den europæiske kultiverede tradition for elegance, kvalitet og konkurrencementalitet. Under Le Mans hårde 24 timer flyver Ford og konen væk i en helikopter for at spise et lækkert fransk måltid i en nærliggende landsby, mens Enzo Ferrari, der stort set ikke forlader tribunen, hånligt fnyser af Fords usportslige ånd.

En rigtig biograffilm
Ifølge den rutinerede racerkører Carroll Shelby, fortoner tid og rum sig når moteren pumper derudaf med 7000 omdrejninger og man drøner ned ad banen med mere end 300 km/t. Selvom jeg selv bare sad og krummede med en croissant i mørket, gav filmen mig følelsen af at tordne derudaf. Og min sidemand i biografen kan skrive under på, at hastigheden på skærmen forplantede sig i min krop, så det var umuligt at sidde stille.

At filmen en dag kan ses på en lille computerskærm derhjemme virker som en fornærmelse mod løbsscenerne, hvor det store lærred gav mig følelsen af at have 3D-briller på. Det var umuligt ikke at mærke adrenalinen i hele kroppen, når man sad på forsædet med Miles og satte livet på spil i jagten på den perfekte omgang.

For dybest set er racerløb blot den ramme, urfortællingen om en menneskelig og meget maskulin stræben efter en sublim oplevelse, er pakket ind i i denne omgang fra Hollywoods øverste hylde. Shelby og Miles presser grænserne for, hvad mennesket er i stand til, og de er parate til at betale for det med livet, mens de søger momentet, hvor alt overflødigt forsvinder for et enestående nu. Spring derfor roligt på jernhesten og ud i novembermørket efter ‘Le Mans ’66’, selvom du ikke umiddelbart har benzin i blodet.