Ejerskabet af mumien rives ud af hænderne på eventyrgenren og får en vaskeægte gyserbehandling. Desværre er ikke alle tricks i den nye films ærme lige gode.

Lee Cronins længeventede gyserfilm ‘The Mummy’ rammer de danske biografer. Og nej, Brendan Fraser er ikke med i den – som produktionsselskabet Blumhouse gentagne gange har understreget. Det er Rachel Weisz desuden heller ikke.

Det her er nemlig langt fra de actionspækkede eventyr, vi kender fra Stephen Sommers’ film fra 1999. I stedet venter spandevis af blod og vold med mere vold på, og det er noget, der fryder, selv når resten af filmen spænder ben for sig selv.

Vi følger Charlie Cannon (Jack Reynor), en journalist bosat i Kairo, som er få måneder fra at flytte sin familie til New York i jagten på en forfremmelse. 

Men historien kredser i højere grad om hans datter Katie (Natalie Grace), der en eftermiddag forsvinder fra familiens baghave.

Først otte år senere begynder familiens sande mareridt. Familien finder hende igen. Katie er dog langtfra, som de husker hende.

Kunsten i det frastødende

I modsætning til den film, der har skabt forvirring for både selskabet bag, og for fans, der ellers venter på at Brendan Fraser laver sit comeback i ‘The Mummy 4’, så foregår størstedelen Lee Cronins ‘The Mummy’ inden for hjemmets fire vægge.

Enhver forælder ville være lykkelig over at få deres forsvundne barn tilbage, og så endda i live. Men Katies hjemkomst skaber langsomt uro. Lægerne beskriver hende som katatonisk, men Charlies jagt på svar leder ham mod noget langt mere grusomt, end nogen af dem er forberedt på.

Har man set Cronins ‘Evil Dead Rise’, ved man, hvad han er i stand til når det kommer til mesterligt filmvold. Og ‘The Mummy’ lægger ikke skjul på det: Det her bliver et blodbad fra øverste hylde. 

Det er trods alt Lee Cronins es i ærmet, han er ikke bange for at være modbydelig overfor sine karakterer. Filmens kompromisløse billed- og lydside kan få selv de mest garvede gyserfans til at føle sig utilpas.

Tænder trækkes ud, hud flås af, og blod sprøjter i ansigtet på dig – og efterlader en med lysten til mere og mere. 

Det er nærmest smukt i al sin afskyelighed, og redder filmen, når resten ellers begynder at tabe hovedet lidt. For det gør den beklageligvis flere gange i en ujævn rutsjebanetur, hvor højdepunkterne er imponerende høje, og lavpunkterne mudrede.

Femstjernet vold, enstjernet opdragelse

‘The Mummy’ er Cronins tredje film, og med ‘Evil Dead Rise’ har han allerede markeret sig  som en af mest spændende gyserinstruktører lige nu.

Derfor er det også en smule skuffende, at denne film føles så ujævn.

Filmen falder i en velkendt fælde. Hvis du er træt af gyserfilm, hvor vestlige karakterer befinder sig i fremmede, eksotiske lande, og roder med ældgamle myter, de ikke forstår – ja, det her endnu en af de film. Det er en præmis, der kræver dybde og takt for at fungere – og det er her, det halter.

Samtidig fremstår forældrene til tider decideret uduelige. Det skyldes næppe skuespillerne, men snarere manuskriptet, der distraherer fra alt det gode galskab, når det gentager pointer, og når man gang på gang næsten har lyst til at råbe op om at de skal se at tage sig sammen, oppe på det store lærred.

Det bliver frustrerende, fordi det trækker fokus væk fra filmens stærkeste elementer.

Samtidig introduceres May Calamawy som detektiven Dalia Zaki, der efterforsker sagen. Hun er rå og hårdfør og langt mere interessant end hovedpersonerne, og man sidder tilbage med ønsket om, at det var hende, der var i centrum af gyset i stedet.

Filmens emotionelle kerne burde ligge hos familien, men ender i et mærkeligt limbo, hvor karaktererne går én mere på nerverne end i hjertet.

Når ‘The Mummy’ er bedst, er den dog et sandt mareridt, hvor det onde får lov til at være virkelig ondt. Og så sidder filmen lige i skabet – eller måske rettere sagt i sarkofagen.