Samanou Acheche Sahlstrøm har sin instruktørdebut på seriefronten med en ny Netflix-produceret Nordic Noir. I forsøget på at fortælle underholdende dobbeltspilsfortælling med et ellers spændende afsæt, må serien desværre erkende maskefald, inden den for alvor er kommet i gang.
Den unge Tea (Clara Dessau) er en kvik, kontant og karrierebevidst politiaspirant, der drømmer om at komme i marken. En dag kontaktes hun af PET, der længe har ønsket at få ramt på bandelederen Miran (Afshin Firouzi) og hans narkodistribuerende kriminelle netværk. Derfor skal Tea gå undercover som professionel juvelér med det formål at danne relation til Mirans kone, Ashley (Maria Cordsen), for at opsnappe vigtige efterretninger om ham.
Den kontante Tea må lægge skydevåbnet og de hårde attituder på hylden for i stedet at spille rollen som den rolige og omsorgsfulde smykkehandler Sara Linnemann. Med en slags licence to charm er karisma hendes bedste våben i et spil af løgne og moralske gråzoner. Et spændende afsæt, der dog ikke er videre originalt.
En diamant, en debutant og et dobbeltspil
Det er dobbeltspillet, der udgør det dramaturgiske omdrejningspunkt. Hvor længe kan man holde masken? Og hvor længe bør man? I en slags fascination af imposter-syndromet skal den hovedrolledebuterende Clara Dessau både spille politiaspiranten Tea og smykkehandleren Sara. En dobbeltrolle, hun umiddelbart etablerer med en effektiv alvor og nervøsitet, så vi som seer tvivler på, om det vi ser er usikkert spil eller bluff i verdensklasse.
Det går dog ikke længe, før det egentlige bluff ender som et maskefald for ‘Legenden’. Efter et par episoder er det netop denne usikkerhed, der bliver den generelle oplevelse ved Dessaus skuespilpræstation. Naturlige replikker leveres forceret, smilene er kolde, hvor de burde være varme, og en gennemgående stemning af utroværdighed er malet over hele skærmen. Samtidig med de andre karakterer konstant bekræfter Teas undercoverarbejde (underforstået Dessaus skuespil), som en præstation i særklasse – hvilket kaster endnu mere brænde på mit tvivlende bål.
Det er ærgerligt, for Dessau er en god skuespiller, som i begyndelsen med overskud og troværdighed etablerer den skarpe politiaspirant. Men når dobbeltspillet skal balanceres, og en ny maske tages på, erstattes overskuddet af en tydelig usikkerhed.
Skuffende og sløset
Det usikre skuespil suppleres af et sløset manuskript. Mange replikker er trivielle og virker som genbrug fra tidligere Nordic Noir serier. Især ved small talk har manuskriptet ingen kreativitet. Det virker ihvertfald mærkeligt, at karakterne igen og igen skal hilse på hinanden seks gange før samtalerne overhovedet begynder, og ordet “hyggeligt” skal bruges som kommentar på nærmest alt. Alt dette i en sådan grad, at scenerne meget hurtigt mister autenticitet og opmærksomhed.
Samtidig er billedsiden decideret uforløst potentiale. I introsekvensen ses dobbelteksponerede billeder, hvor en diamant bruges som prisme for æstetisk og tematisk at sætte dobbeltlivet op. Desværre vælger Samanou og co. ikke at fortsætte den spændende stil, der ellers ville være et perfekt pay-off til det set-up serien sætter op, hvilket både ærgrer og undrer.
En legende?
Når serien forsøger at hæve sig op i et tematisk metaperspektiv, er det i enkle budskaber, der ender som intetsigende banaliteter, fordi det bygger på kun momentvis spændende oplevelser. På mange måder bliver ‘Legenden’ en oplevelse af uforløst potentiale. Med et solidt afsæt i en spændende genre, kunne der være skabt effektiv suspense med tematisk klangbund. Men som med en undercoveragent er det ikke altid målet, der helligere midlet – for ‘Legenden’ bruger desværre velkendte troper til at fortælle en triviel historie.
Det er en fortælling, der kun på enkelte tidspunkter er emotionelt investerende. Det spændende dobbeltspil kan ikke holde sin maske, og både skuespil og manuskript fremstår ufærdigt og utroværdigt. I ønsket om at blive den næste store Nordic Noir, ender ‘Legenden’ som et maskefald af en serie, og langt fra den legende, den gerne vil være.
