LEGO Filmen – Et klodset eventyr

På trods af at være en visuel fest er den første LEGO-film flere steder mere irriterende, end den er underholdende og sjov.

Det er den klassiske historie om en helt normal person, der imod alle odds viser sig at være den udvalgte til at redde verden fra undergang. Den normale person i denne sammenhæng er Emmet (stemme af Timm Vladimir), der lever en helt almindelig tilværelse. Han arbejder som bygningsarbejder, følger altid vejledningen, ser den samme sitcom og hører det samme musik som alle andre. Men tilfældigvis falder Emmet over det objekt, der kan standse Diktatoren (Søren Pilmark) i sin plan om at tvinge verden i knæ. For at hjælpe Emmet med at afvige verdens undergang er en række spøjse personer deriblandt Graffititøsen (Mille Dinesen), Vitruvius (Nis Bank Mikkelsen) og Batman (Alexandre Villaume). Men selv med disses hjælp får Emmet sin sag for.

Farverig LEGO-action
Hvad der først og fremmest løfter filmen er brugen af LEGO. I de mange action-scener bliver man overrasket og imponeret over de måder klodserne bliver brugt. Det er positivt at filmen har valgt at bruge LEGO som det, det er: Legetøj. Action-scenerne er generelt set et virvar af farver og kamerabevægelser, der giver et sus i maven.

Irriterende hovedperson
Som i de fleste film er ens indgang til historien gennem hovedpersonen. Og det hjælper aldrig når hovedpersonen er grænseløst irriterende, som det er tilfældet i ’LEGO Filmen’. Emmet er ikke kun utroværdigt dum. De såkaldt komiske situationer han stilles i er heller ikke sjove. Man brænder derfor aldrig for, at han skal klare sin mission, fordi det i sidste ende ville være at foretrække, hvis han bare lod være med at tale. Der er heller ingen hjælp at hente fra skurken eller de mange bipersoner, da ingen af disse er spændende eller sjove. Mange af de mindste bipersoner er ganske vist en lille smule spændende, men det er kun i kraft af, at det er figurer, man kender fra andre film og som derfor er sjove at se i en LEGO-version som f. eks. Dumbledore og Superman.

’LEGO Filmen – Et klodset eventyr’ er ganske vist ret så underholdende i dens action-scener, men den anstrengende handling og de humorforladte vittigheder gør den ikke specielt anbefalelsesværdig.