Der er ikke meget at lære om livet selv, men med det rigtige tankesæt kan man sagtens ende med at fælde en tåre.
Det er længe siden, jeg har set en film, som vil så meget og så lidt på samme tid. Dramaet er fyldt med uforudsigelighed, som ligger op til det mest forudsigelige budskab. Dan Fogelman forsøger ambitiøst at fordreje vores forståelse af filmnarrativet, indtil han skaber en klichefortælling og fremstår prætentiøs. Karaktererne viser dybde, men ligner samtidig statister fra “Google Maps kan genforene familier” reklamer. Til sidst må jeg simpelthen overgive mig til Fogelmans hyldest til livet, som er et utrolig fejlbehæftet, men rørende forsøg på at sige ”Det skal nok gå, du”.
Fem små servietter fra en større tudefest
Fogelmans multi-protagonist-drama er delt op i fem kapitler, der hver især fokuserer på en usikker helt. Som en uskreven regel i denne type fortælling, er hver karakters livshistorie forbundet til en større fortælling om livet selv. En større fortælling, der har et tragisk biluheld som anker. Forståelig nok vil nogen allerede hoppe fuldstændig fra, efter at have læst dette resume. Vi bevæger os her ind i et farligt territorie af kvalmende sentimentalitetsfilm, som forsøger at behandle alt for mange hårde og tabubelagte emner uden at forstå essensen af disse. Heldigvis havner Fogelman ikke helt i denne suppedas.
Et ideelt cast
Med sin dramedy serie ‘This is Us’ har Fogelman tidligere vist, at hans absolutte force er at arbejde med skuespillere og få dem til at levere menneskelige præstationer. I ’Life Itself’ lykkes det for hele castet at redde filmen alene på grund af deres engagerede skuespil. Oscar Isaac giver træk fra ’Inside Llewyn Davis’ i rollen som en trist tikkende bombe. Olivia Cooke udnytter sin begrænsede skærmtid som en hadefuld og fortabt teenager, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så engageret i en monolog fra Antonio Banderas! Skuespillere fra alle aldersgrupper leverer, og det er altid en glæde når man fornemmer, at instruktøren har presset den bedste præsentation ud af håbefulde børne- og teenageskuespillere.
En sød og prætentiøs kærlighedshistorie
”Life Itself” er langt fra perfekt og tager sig selv alt for alvorlig. Olivia Wilde’s karakter, Abby, skriver et speciale om den upålidelige fortæller i film, og hvordan alle film metaforisk set har upålidelige fortællere, samt hvordan dette kan perspektiveres til hele livet, som havende en upålidelig fortæller. Scener som disse fremstår hurtigt prætentiøse, og en sød tanke fra Fogelman bliver for meget af det gode.
Så hvorfor synes jeg ikke, at ”Life Itself” havner i samme rørstrømske båd af skrald som ”Skønheden i alting” og ”The Sea of Trees”? Måske fordi de overdramatiske scener ikke er ligeså urealistiske og melodramatiske, som jeg havde frygtet? Måske fordi filmen, på trods af øjerullende sentimentalitet, rent faktisk består af meget rørende scener. Blandt andet en hjertevarm scene med en bedstefar og datter, der siger så meget med så få ord. Måske er alt det, jeg siger, bare vrøvl, og jeg har i virkeligheden bare haft brug for en alt for hård og unødvendig lang audiovisuel krammer?
Uanset hvad vil jeg vove at påstå, at Fogelmans drama om livet er en biograftur værd. Til tider er det alt for meget, men andre gange holder dramaet, og jeg er engageret. Forvent adskillige lavpunkter, og du vil blive positivt overrasket af filmens højdepunkter.
Copyright: Scanbox