Filmatiseringen af Stephen Kings ‘Life of Chuck’ har potentialet til at være et livsbekræftende værk, men får desværre aldrig fat i tårekanalerne eller pulsen derop, hvor instruktør Mike Flanagan plejer at befinde sig. 

Den legendariske gyserforfatter Stephen King og den højtelskede gyserinstruktør Mike Flanagan er gået sammen for at lave … et rørende drama om en kræftsyg mand? Og selvom King før har bevæget sig uden for sin anerkendte genre, så er det første gang, at Flanagan tager skridtet væk fra uhygge.

Han slog nemlig igennem med filmen ‘Hush’, og har siden da skabt sig et navn inden for gysergenren med Netflix-serierne ‘The Haunting of Hill House’, ‘Midnight Mass’ og ‘The Fall of the House of Usher’. 

Denne gang stiller han spørgsmålet: Hvad ville du gøre, hvis verdenen var ved at gå under, og årsagen pegede i retningen af en mand kaldet Chuck, der efter sigende kan spå fremtiden? Det prøver Flanagan at besvare, og dog… Så rummer novellen, som filmen er baseret på, både mere forunderlighed end filmen og vigtigst af alt, så trækker den ikke sin handling i langdrag. 

Internettet forsvinder!

Filmen starter med tredje akt, og går derefter tilbage i tiden for at opklare, hvorfor verden er ved at gå under, og hvem pokker manden ”Chuck” er, der bliver ved med at dukke op i radioen og på reklameskilte.  

Her møder man Chiwetel Ejiofor, der spiller en folkeskolelærer, der prøver at holde sammen på sin klasse, alt imens internettet forsvinder, Californien forsvinder ud i havene, og resten af verdenen er under oversvømmelse eller i flammer. Han vælger at søge tryghed i sin ekskone, spillet af Karen Gillan, der er sygeplejerske på et af de overbelagte sygehuse i deres by.

Sammen bemærker de, at reklamer for manden Chuck dukker op alle vegne. ”Tak Chuck for 39 gode år”, står der på dem alle sammen med et billede af Chuck, der smiler fornøjet. Men hvem er Chuck, og hvorfor har han noget med verdens undergang at gøre?

Denne del af filmen er vildt interessant – især fordi man forventer en hæsblæsende eller “mindblowing” slutning til, hvad der virker som et sci-fi eventyr ud over det sædvanlige. Men det er bestemt ikke, hvad der bliver serveret for os i filmens to første akter, der giver os den fulde historie om Chuck.

Dans din sygdom væk

Vi får hele Chucks fortælling, fra han er helt lille, til han ligger i hospitalssengen på sit dødsleje. Som barn lærer han om digtet “Song of Myself” af Walt Whitman, der forfølger ham resten af livet. ”Jeg rummer utallige” lyder det, og selve moralen i fortællingen rammer plet – lige indtil den ikke gør.

Faktisk føles filmen meget opdelt med små charmerende øjeblikke, der mister sin betydning i scenen efter.

Den ældre Chuck bliver spillet af Tom Hiddleston, inden hans kræftsygdom tager livet af ham. Her er han både afklaret og ude af balance i, hvad der kulminerer i en livlig dansescene med en utrolig dygtig trommeslager.

Det er tydeligt, at Mike Flanagan prøver at krænge følelser ud af seeren i den livsbekræftende koreografi, men i stedet formår scenen kun at dvæle utrolig langt tid ved noget, som ingen betydning har for historien – og rent visuelt er ret intetsigende.

En gyseligt kedelig film

Der er noget i måden, den kære Mike Flanagan instruerer sine skuespillere og opbygger sine scener på, der kan virke lidt utilpasset eller off.

Det kan være skønt i en gyser-setting, hvor det handler om at skabe ekstreme følelser hos seeren. I et rørende drama? Not so much. Og selvom alle hans gamle kendinge er tilbage (Kate Siegel, Mark Hamill, Rahul Kohli, Samantha Sloyan mm.), så får Flanagan ikke skovlen under mig denne gang.

Det er alt sammen meget cheasy, uklart og voldsomt åbenlyst på en og samme tid. Filmen formår at ”rumme utallige”, men ikke på den smukke filosofiske måde, vi bliver introduceret for. Den præsenterer os for små brudstykker af fængslende momenter, men samler dem til en langsommelig omgang melodrama.

Skuespillerne gør et bravt stykke arbejde, og første del af filmen er både fascinerende og interessant. Men den taber mig fuldstændigt, og jeg sidder tilbage med en charmerende, men kedelig film. Og der findes ikke noget værre end en kedelig film.