Instruktør Mehdi Avaz har hevet Josephine Park, Dar Salim og Josephine Højbjerg med en tur til Malaga, hvor størstedelen af Netflix-filmen ‘Mango’ er blevet optaget. Det har sikkert været en hyggelig tur, men resultatet lader meget tilbage at ønske.

Lærke (Josephine Park) er hotelmanager og får til opgave at overtale ejeren af en mangoplantage, Alex (Dar Salim), til at sælge sin grund, så firmaet kan opføre et luksushotel. Med på turen har Lærke sin datter, Agnes (Josephine Højbjerg), som hun har et anstrengt forhold til.

Lærke og Alex har totalt modsatrettede interesser og verdenssyn, men alligevel opstår der en forbindelse mellem dem. Herfra udfolder filmen sig på den mest forudsigelige måde, man overhovedet kan forestille sig.

Et hav af klichéer

Mehdi Avaz samarbejder endnu engang med sin bror, Milad Avaz, som har skrevet manuskriptet, og sammen har de skabt en fortælling, der benytter sig af samtlige klichéer i bogen. Intet overrasker, og allerede ti minutter inde i filmen kan man forudsige, hvordan det hele ender.

For nogen vil den sikkert fungere fint til en aften foran fjernsynet, mens man second screener en omgang Candy Crush. ‘Mango’ føles faktisk skræddersyet til at blive set på den måde. Man behøver ikke reelt at se filmen, mens man ser den, for det, der foregår på skærmen, har man set hundrede gange før.

Det betyder dog, at filmen ikke er katastrofalt dårlig. Avaz-brødrene ved, hvilke greb der skal til, for at fortælle en historie, der hænger sammen. Problemet er bare, at den historie, der bliver fortalt, er dræbende kedelig.

Spandevis af usjove jokes

Både Dar Salim og Josephine Park gør, hvad de kan, men det materiale, de har fået udleveret, er for uinteressant. Josephine Højbjerg er også udmærket, selvom hun i begyndelsen overspiller sin rolle som sur teenager. Det er dog ingenting sammenlignet med Paprika Steen, der spiller Lærkes chef Joan, som overspiller til den helt store guldmedalje, hver gang hun dukker op.

Det er tydeligt, Paprika Steen er tiltænkt rollen som filmens største komiske indslag, men joke-forsøgene mislykkes gang på gang, hvilket de øvrige (mange) ynkelige forsøg på humor også gør. Kun Anders W. Berthelsens udtale af ordet “gender reveal” hen imod slutningen formår at have bare en snert af komisk kvalitet.

En håndfuld jokes bliver genbesøgt flere gange, og for hver gang bliver de mere og mere irriterende. For eksempel sælger Alex et produkt han kalder mangonade, ligesom lemonade, bare med mango, og det synes filmen af uforklarlige årsager er hylende morsomt at blive ved med at nævne.

En forglemmelig affære

‘Mango’ er en film, der forsøger at være så neutral og kønsløs, at den ikke gør nogen fortræd. Den er kalkulerende målrettet den gennemsnitlige Netflix-seer, så den kan generere en masse visninger – og fred være med det. Men resultatet er et uinteressant produkt, der har meget lidt kunstnerisk værdi og mindeværdighed.

Ønsker man desperat at kunne huske ‘Mango’, kan man eventuelt tage et shot, hver gang titlen bliver nævnt. Det vil med garanti forårsage så voldsomme tømmermænd, at man ikke glemmer filmen dagen derpå.

Men når de så er overstået, vil ‘Mango’ nok alligevel forsvinde ud i glemslen i al evighed, så konklusionen må være, at der ingen grund er til at se den, med mindre du har brug for baggrundsstøj til din Candy Crush gaming session på sofaen.