Instruktør Celine Strong følger sin prisvindende ‘Past Lives’ op med endnu en kløgtig undersøgelse af, hvordan kærlighed fungerer. Trods en klassisk romcom-fortælling adskiller ‘Materialists’ sig fra mængden med sin særlige tilgang.

Dakota Johnson spiller med ynde og handlekraft Lucy, der professionelt matcher newyorkere, som – på papiret – passer godt sammen romantisk. Hun er succesfuld, skarp og god til sit job, men hendes privatliv halter – lige indtil hun møder den velhavende Harry (altid bedårende Pedro Pascal) og støder ind i ekskæresten, den fattige men charmerende John (Chris Evans med nabodrengsappel).

Filmen behandler et klassisk trekantsdrama på en moderne og nuanceret måde. Mændene er aldrig i åben konflikt, men stræber respektfuldt efter Lucys hengivenhed.

Den egentlige konflikt ligger hos Lucy selv. Hun må konfrontere, om materielle goder vægter højere eller lavere end ægte forelskelse. Det kunne nemt virke overfladisk, men bliver håndteret med ærlighed og finesse.

En levende verden

Introduktionen af de to bejlere viser instruktør Celine Strongs tekniske kunnen. Da Harry nærmer sig Lucy til sin brors bryllup, kan opmærksomme seere få øje på Chris Evans’ John i baggrunden – næsten som en statist.

Det er en teknik, Strong benytter flere gange, og som bidrager til en levende verden, der eksisterer uden for hovedkarakterernes dialog. Det er fascinerende – men risikerer af og til at tage fokus fra det væsentlige.

Klassisk romcom i moderne klæder

Det centrale spørgsmål i filmen er klassisk romcom-materiale: Hvem er den rigtige kærlighed? Men i ‘Materialists’ vendes spørgsmålet skarpt: Vægter materielle goder måske højere end kærlighed?

Det giver Lucys karakter dybde og fejlbarlighed – både på godt og ondt.

Måden filmen behandler disse spørgsmål på, adskiller den fra mere konventionelle romantiske komedier. ‘Materialists’ navigerer intelligent i kærlighedens landskab og afprøver forskellige teser for, hvordan moderne forhold fungerer. Dog nedprioriteres karakterernes personlige interesser og liv uden for kærligheden. For eksempel finder vi ud af, at Lucy foretrækker at drikke øl med en cola ved siden af – men det er stort set alt, vi ved om hende. Det efterlader desværre et hul i karaktertegningen.

Kærlighed er en oldgammel bedrift

Filmens overordnede tese er, at ægteskab i dag ofte ligner en forretningsaftale. Allerede i åbningsscenen illustreres forelskelse med et billede af to stenaldermennesker, der bytter goder for at udtrykke deres hengivenhed.

Kærlighed bliver derfor fremstillet som en urkraft – noget mennesket altid har praktiseret. Men i dag er tilgangen blevet til et materialistisk rotteræs.

Spørgsmålet er så: Kan vi vende tilbage til den oprindelige forståelse af kærlighed, når vi ser hinanden i øjnene? Det forsøger Celine Strong at besvare – og hun gør det på en både kløgtig og ærlig måde.