Af Martin Wolsgaard
”I am Orson Welles, I own the store!”
Det iøjnefaldende store spørgsmål vedrørende Me and Orson Welles er for mainstreampublikummet såvel som for filmnørderne, hvorvidt den unge Disney-darling Zac Efron faktisk kan spille seriøst skuespil eller ej. Men som denne coming-of-age historie udfolder sig bliver det hurtigt tydeligt, at den altoverskyggende historie drejer sig om, hvem Christian Mckay er, og hvorfor man først ser ham nu. I sin debutrolle som titelkarakteren Orson Welles indfanger han glimrende, imponerende og åbenbarende alle Welles’ idiosynkrasier og udstråler en umiddelbar presence på lærredet, så han fuldstændig stjæler billedet i samtlige scener, han er med i. Vi har altså at gøre med en præstation, der er det ikoniske geni, som Welles utvivlsomt var, værdig. Man må sige, at Efrons største bedrift i denne indie, instrueret af Richard Linklater (Before Sunset & Before Sunset), og som han bestemt gør beundringsværdigt, er at følge med Mckay, når han for alvor folder sig ud.
Me and Orson Welles er en historie om en ung drømmende mands uge med Orson Welles. Den byder på et stilsikkert og fint udført tidsbillede af den hektiske teaterverden i New York City i slutningen af 30’erne. Den unge mand der spilles af Efron mister sin uskyld og blåøjede livssyn i takt med, at hans forhold til Welles udvikles. Året er 1937 og den store Welles er 22. Det for nyligt åbnede Mercury Theatre, som styres af Welles og John Houseman (Eddie Marsan), er i fuld sving med af forberede den første produktion – en total genfortolkning af Shakespeare’s Julius Caesar. Vi ser Welles gennem Efrons øjne. Efron spiller den 17-årige Richard Samuels, der som high school knægt bluffer sig ind i Welles’ produktion. Welles ser Samuels som en knægt med talent, og filmen igennem ser de hinanden an. De har dog et voldsomt ulige forhold, da Welles som instruktør og hovedrolleindehaver i teaterproduktionen forfører og tryner alle omkring ham, fyrer skuespillere som han lyster og generelt opfører sig som Gud på jorden. På trods af, at Linklater forfalder sig på nogle banaliteter gennem historien, er filmens styrke, at den forbliver tro mod Orson Welles’ faktiske produktion af Julius Caesar og til 30’ernes teaterverden.
I sidste ende bliver fokus på Efron dog en hæmsko for filmens helhedsindtryk, da hans historie og egentlig også aura som skuespiller er mere eller mindre uinteressant i forhold til portrætteringen af den teaterverden, hvor handlingen udspilles, og som nævnt tidligere, Mckay’s Welles.
4 ud af 6 stjerner.