Én af musikhistoriens største stjerner har endelig fået sin biografiske musikfilm. Michael Jacksons livshistorie bliver præsenteret i en ligetil og sikker fortolkning, der hverken afslører noget nyt eller for alvor fænger. 

Men sang du med af lungernes fulde kraft, da Queen fik deres filmatisering i ‘Bohemian Rhapsody’, er du med garanti godt underholdt her også.

En konge bliver til

Året er 1967, og Joseph Jackson (Colman Domingo) vil med vold og vilje føre sine sønner til tops som den musikalske gruppe Jackson 5. Men selvom farens intense insisteren giver pote og en pladekontrakt hos Motown, skaber det samtidig familiekonflikter. Især den unge forsanger Michael (Juliano Valdi) udvikler en frygt for sin far. 

For fans, der kender Jackson-familiens historie, er familiefejden under patriarkens hårde hånd næppe en nyhed. Og filmen tilføjer heller ikke meget nyt – til trods for Colman Domingos simrende præstation som familiens overhoved. Farens intentioner fremstilles som gode, men gennem sønnernes frygtsomme blikke, mærker man spændingen, og han bliver det tætteste, filmen kommer på en skurk. 

I første del af filmen skal der også lyde et stort bifald til Juliani Valdi, der imponerer i både sang, dans og de følelsesmæssige scener på sin begrænsede spilletid. 

At træde ud af skyggen

Årene går, og rollen som Michael overtages af Jaafar Jackson – kongen af pops egen nevø. Han leverer en overbevisende præstation og indfanger sin onkels særlige væremåde og stemmeføring.

Michael Jackson var en unik karakter, og det kan til tider balancere på det karikerede, når en skuespiller skal gengive ham. Men Jaafar Jacksons scenetilstedeværelse og sikre dansetrin gør, at det overordnet fungerer. 

Her følger vi Michaels forsøg på at løsrive sig fra Jackson 5 og sin fars kontrol for at stå på egne ben. Konflikten med faren fører til ensomhed og en voksende forfængelighed. Det kommer blandt andet til udtryk i hans fascination af eksotiske dyr – påfugle, giraffer og ikke mindst chimpansen Bubbles – som han selv beskriver som sine eneste venner. 

Men filmen forbliver overfladisk i sin behandling af disse temaer. Hvor der er potentiale for noget dybere og mere tragisk, fremstår det i stedet ofte mere bizart end egentlig rørende.

En historie uden kant

Det efterlader indtrykket af, at familiefejden er filmens eneste reelle konflikt. Andre oplagte tematikker bliver kun berørt i overfladen. Når Michael fylder tomheden med legetøj og eksotiske dyr, på vej til at bygge sit eget Neverland, føles det mere sindsforvirret end sørgeligt.

Samtidig halter fortællingen i sin opbygning. Når Michael eksempelvis modvilligt sendes på turné for at promovere sit soloalbum, får vi først senere forklaringen på hvorfor. Ved at omrokere informationerne kunne filmen have skabt en langt stærkere dramatisk spænding. 

Det er ærgerligt, for resten af filmen fremstår velproduceret og visuelt flot – men også som et poleret glansbillede. Instruktør Antoine Fuqua spiller det så sikkert, at fortællingen aldrig for alvor bliver fængslende.

Ingen ny månegang bliver opfundet her

Overordnet er ‘Michael’ en generisk biografisk film, der følger den velkendte “fra vugge til stjerne”-skabelon uden at tilføre noget nyt.

Der er ellers glimt af noget mere interessant, hvor vi kigger bag bagtæppet af underholdningsbranchens tandhjul. En enkelt scene med Mike Myers som CBS-producer Walter Yetnikoff, der presser MTV til at spille Michaels musikvideoer i en tid, hvor sorte kunstnere blev ignoreret, giver et indblik i musikindustriens magtspil. Men det er også stort set det eneste. 

Filmen lægger op til at vise Michaels kreative proces, men forklares uhyggeligt hurtigt som bare at være et gudsbenådet talent, hvorefter Quincy Jones lægger et beat, og så er et hit født. 

Den helt store elefant i rummet er, hvordan filmen efter sigende har filmet hele tredje akt om, da filmholdet fandt ud af, at de ikke havde rettighederne til at filme en omdiskuteret retssag. Det efterlader et ensidigt og ufarligt portræt, der ikke tør udfordre sit eget emne. 

Resultatet er en film, der nok underholder, men som aldrig for alvor tør gå ind i det menneske, den portrætterer.