Min søns familie

Med ’Min søns familie’ forsøger Hirokazu Kore-eda at løfte arven fra de store japanske (de måske største) filmhumanister. I den spinkle og stringente historie om penge, far, mor, forbyttede børn og opdragelsesidealer, er der fundet plads til gode grin og intelligent humor.

Ryota og Midori bor med deres søn, deres eneste barn, Keita – i glasbyen Tokyo. Ryota er arkitekt, han er succesfuld og Keitas skæbne synes lagt i de spor der hver aften udmunder i lektier og tvungen klaverspil. Uden for Tokyo bor Yudai og Yukari med deres børn, heriblandt sønnen Ryusei. Hurtigt ved forældrene, at Keita og Ryusei er blevet ombyttet på fødselsgangen. En beslutning skal træffes.

’Min søns familie’ handler om at forstå, hvad det vil sige at være far. Det er en famlen i blinde. Uforstående har Ryota set sin søn klare sig igennem skolelivet middelmådigt, med langt til den succes han selv har oplevet. Filmens motor bliver Ryotas forsøg på at finde sig selv i den kafkaske situation. Han fordømmer og nedværdiger sin (biologiske) søns familie. I vellykkede komiske situationer viser filmen den gabende kulturkløft mellem familierne. Familieværdier og opdragelsesidealer bliver et bærende tema. Ryota er skråsikker på sig selv og sit livssyn. Derfor ødelægger det ham, da Keita hellere vil lege hos den spændende familie, hvor opdragelsen består af frie tøjler, leg og en generel laissez-faire holdning. Keita tegner en tegning af sine (for ham uvidende) biologiske forældre. I Hollywood havde symfoniorkestret arbejdet på højtryk. I ’Min søns familie’ er scenen stille og bliver dermed fint hjerteskærende i genskæret fra Tokyos glasfacader.

Et umuligt valg
Kore-edas måske største bedrift er filmens evne til at vise familiernes hjælpeløshed. Valget mellem den biologiske og den opdragede søn. Om naturvidenskab overfor humanisme. Hvornår dit barn ikke længere er dit bliver en streg i sandet, der hverken kan eller vil tegnes.

min søn 2

Mødrene er de omsorgsfulde og oversete. I et fint øjeblik hvor familierne tilbringer en dag sammen, er fædrene sammen med børnene. Mødrene vinder et øjeblik, og sidder dér i storcenteret, ryg mod ryg, men ved hver deres bord. Det ligner en scene fra en damefrisør. Beslutningen om børnene skal ikke træffes af dem, det ved vi fra starten. Alligevel bliver det et billede, der viser omfanget af situationen.

Med ’Min søns familie’ har Kore-eda skabt en film om kontraster og rigtig meget andet, der er ligeså vellykket, som den er spinkel.

‘Min søns familie’ er anmeldt af Bjarke Underbjerg