MISFITS

Foto: Jannik Splidsboe

I dokumentaren ’Misfits’ følger vi tre homoseksuelle unges liv i det ultrareligiøse bibelbælte i USA.

Vi befinder os i Tulsa, den næststørste by i den amerikanske delstat Oklahoma. Med en population på over 400.000 er der grundlag for 4000 kirker, men kun ét center for unge homoseksuelle. Igennem dette møder vi tre unge: Ben, Larissa og D, der henholdsvis er bøsse, lesbisk og panseksuel.

Dokumentaren lykkes med at finde tre mennesker, der hver især har vidt forskellige personligheder og er i vidt forskellige livssituationer. Ben, der er flamboyant homoseksuel, elsker sine lange kvindeben og at vælge kjoler til sine transeksuelle venner, mens Larissa, en viljestærk lesbisk kvinde, afskyr at gå i kvindetøj og ynder at gå i byen med et påmalet skæg. Den noget mere enigmatiske D synes ikke i lige så høj grad at være defineret af sin seksualitet, men føler sig ikke desto mindre stemplet af sin omverden. Fælles for dem alle tre er, at de kommer fra den sociale underklasse, og at ingen af deres familier tog specielt godt imod, at de sprang ud som homoseksuelle.

Fokus på dagligdagen
Vi kommer imidlertid ind i disse unge menneskers liv på et tidspunkt, hvor de alle har været åbne omkring deres seksualitet i et godt stykke tid. De fleste af deres familiemedlemmer er efterhånden ved at have accepteret deres børns livsstil, og problematikken omkring deres seksualitet synes ikke længere at være hovedkonflikten i deres liv. ’Misfits’ er derved ikke så meget en fortælling om de homoseksuelles trængsler i Midtvesten, som det er et nærgående portræt af tre unge outsidere.

Dette er der som udgangspunkt ikke noget galt i. Desværre har man valgt at indsætte lydklip med homofobiske præster rundt omkring i filmen i et forsøg på at iscenesætte en trussel mod de unge. Dette ender dog med at virke kunstigt, eftersom det ikke er noget, de unge snakker særligt meget om. F.eks. bruger Ben væsentligt længere tid på at brokke sig over, hvor træls det er at arbejde i en fast food restaurant end at kommentere på de homoseksuelles vilkår i Midtvesten.

Vi kommer i løbet af dokumentaren ret tæt på de tre unge hovedpersoner. Alle virker de som mere eller mindre almindelige unge mennesker, der som så mange andre på deres alder ikke ved, hvad de skal stille op med deres liv. Dette ender med at være filmens største svaghed, eftersom hovedpersonernes dagligdage ikke nødvendigvis er spændende nok til at kunne bære en hel dokumentar.

’Misfits’ centrale budskab ender som et stille opråb om accept og tolerance. Dokumentaren kommer aldrig til at virke prædikende, og til slut føler man sig en lille smule klogere, uden at man føler, at man er blevet belært. Desværre er emnet og begivenhederne i den ellers veludførte dokumentar ikke spændende og usædvanlige nok til, at man for alvor hæver øjenbrynet.