Hun venter spændt bag scenens tæppe. Hun er mindst lige så forventningsfuld som publikum, men er også tydeligt nervøs. Jazzorkestret slår de første toner an, og hun træder ind på scenen. Fra øjeblikket hun åbner munden, og begynder at synge, er publikum i det røgfyldte lokale hendes. Talentet kan ingen tage fejl af, og udstrålingen og måden hvorpå hun indtager scenen er sjældent set. Hun elsker bifaldet og soler sig i begejstringen. Men når bifaldet er ovre, og røgen har lagt sig, suser hun ud af døren, spæner efter bussen. I bussen skifter hun til arbejdstøjet på vej til jobbet på den lokale telefoncentral.

Troværdigt tidsbillede og teenagedrømme

Året er cirka 1960. Svenskerne kører i venstre side af vejen, jakkesættene er i brune nuancer, hornbrillerne er markante og alle storpulser på cigaretter. Monica Zetterlund (Edda Magnason) bor i arbejderbyen Hagfors hos sine forældre sammen med sin lille datter, som hun har fået som 17-årig. Men Monica føler sig ikke hjemme i det lille samfund, hvor alle kender alle. Hun vil noget større. Allerede fra teenageårene har hun drømt om at komme til USA og blive stjerne. Drømmen harmonerer dog ikke med livet som mor.

Hendes far (Kjell Bergqvist) er gammel jazzmusiker, som aldrig har fået stor succes med musikken. Men hans interesse for jazzen smitter i den grad af på datteren, som bl.a. har været sanger i hans danseband. Det er dog også faderen, som holder hende nede og får hende til at tvivle på sig selv og sit talent – hvorfor hun derfor lider af sceneskræk og sætter enorme krav til sig selv og sin kunnen. Det er også jazzmusikken, som vækker omverdenens interesse for Monicas talent, og en dag får hun tilbuddet om at komme til USA og synge.

Per Flys første biopic

Det er første gang, at Per Fly (Bænken, Arven, Drabet) portrætterer en virkelig person på film. Monica Zetterlund var et ikon i Sverige og hendes talent rakte langt ud over hjemlandes grænser. ’Monica Z’ følger hendes op og nedture. Den løfter sløret for myten om det komplekse mennesker, som på den ene side var genial, talentfuld og levede et glamourøst liv, og på den anden side kæmpede med dæmoner som tilknytningsproblemer, familiære stridigheder, angsten for at fejle og hvordan hun bekæmpede disse dæmoner med alkoholen.

Sammen med manuskriptforfatter Peter Birro har Fly valgt at fokusere mere på karakteren Monica Zetterlund end på en kronologisk fortælling. Det betyder, at skildringen af nedturene i Monicas privatliv og hendes ”kick” ved publikums begejstring virker effektfulde og gør fortællingen levende. Men omvendt betyder det også, at der udelades nogle interessante perioder i hendes liv. F.eks. hører vi aldrig om gennembruddet i København, men følger hende på turné i ind- og udland, hvor hun møder personligheder som Ella Fitzgerald, Bill Evans, Sammy Davis Jr., Miles Davis og bassisten Sture Åkerberg (Sverrir Gudnason), som kom til at betyde så meget for Monica.

Edda Magnason er fantastisk

Det svenske publikum tog godt imod filmen, som vandt fire priser, da ’’Guldbaggen’’ – Sveriges største filmpris – blev uddelt. Sangerinde og musiker Edda Magnason modtog bl.a. prisen for bedste kvindelige hovedrolle, og det er imponerende, idet ’Monica Z’ er hendes debutfilm – men ikke desto mindre er det fortjent. Hun portrætterer Monica Zetterlunds energiske, sexede og levende personlighed med stor troværdighed og synger selv sangene.

Biografiske film kæmper ofte med at gøre hovedpersonens liv lige så spændende som fiktive karakterers liv. Monica Zetterlunds liv var lidt af et eventyr, men filmen tager sig nogle kunstneriske friheder og koger episoder fra eventyret ned til få år. Det gør historien intens, men rent biografisk er det lidt ærgerligt. ’Monica Z’ er et charmerende portræt og et troværdigt tidsbillede.