Monsieur Lazhar

Jeg begår troværdighedsharakiri og indleder med at erklære min uforbeholdne kærlighed til Howard Zieffs My Girl fra 1991. Som det vil være min psykoterapeut velkendt, er jeg en sucker for coming of age-flicks, og siden jeg så filmen, der kanoniserede Macaulay Culkin og Anna Chlumsky som det nuttedeste tween-par i historien, første gang, har den altid stået lysende klart som et skoleeksempel på, hvordan netop coming of age-genren kan bære den dybeste sorg og varmeste humor, når den tages seriøst.

Bachir Lazhar (Mohamed Fellag) er den algeriske immigrant, der er flygtet til det fransktalende Canada og efter en lidt usædvanlig jobsøgning bliver lærer på den lokale folkeskole i Montréal. Uden at spolere den velskrevne indledning på Monsieur Lazhar kan man sige, at filmen hurtigt cementerer sorgbehandling som et tema, og Lazhars egen oplevelser med tab spejles i de helt unge børns, særligt Alice (Sophie Nélisse) og Simons (Émilien Néron). Det er stærke følelser, der er på spil, og til en vis grad lever skuespillerne også op til opgaven – i mange tilfælde ér der dog for dårlig sammenhæng mellem mimik og repliklevering.

Émilien Néron og Sophie Nélisse | Øst for Paradis

Så vidt udgangspunktet for historien; men hvad er vinklen? Lige præcis dét er svært at afgøre, for her er den ellers grundsympatiske films akilleshæl: Der arbejdes simpelthen med for mange vinkler, og instruktør/forfatter Philippe Falardeau kommer derfor til at distancere sig fra for mange af sine hovedpersoner. Alices slående lighed med Anna Chlumsky trigger selvfølgelig mit eget håb, jeg tænker: – Hurra, nu får vi historien om Alice og Simon, der er bedstevenner, men skal genindrette deres verdenssyn, fordi de af sorgen katapulteres ud i at konfrontere deres egen overgang fra barn- til ungdom. Dén illusion krakelerer dog hurtigt, da fokus i stedet rettes mod Bachir – og det er i og for sig ganske glimrende, der findes jo fine eksempler på fransktalende klasselærerfilm, fx Laurent Cantets Klassen fra 2008. Men selv efter dette perspektivvalg kan Falardeau ikke helt beslutte sig for, om han i virkeligheden er mindre interesseret i sine figurers personlige historier og i stedet vil lave en debatfilm, der portrætterer et kvindehegemoni på Montréal-skolen og altså viser nogle af konsekvenserne af en lidt forceret mangel på mandlig pædagogik. Det er desværre dette ret distancerede fokus, der driver filmen i en længere periode, og spørgsmålet er, om ikke Monsieur Lazhar havde haft bedre af at lave en intim personskildring – allerhelst af Alice og Simon, men med Bachir som narrativ modspiller – og så nedtone debatten om kvinde- vs. mandepædagogik.

For jeg føler mig lidt distanceret, kommer aldrig rigtig ind under huden på figurerne, men tvinges til at automattegne mine egne portrætter af figurerne i filmen, sådan at Falardeaus huller bliver udfyldt. Og det er denne uforløste identificering, der gør, at Monsieur Lazhar ikke fuldender sit potentiale, som ellers er enormt. Jeg tror, coming of age-genren ville have gjort gode ting for filmen, hvor idiosynkratisk sådan en mening ellers måtte forekomme. Ikke desto mindre er det en ret fin film, som tilmed har været Oscarnomineret og modtog Publikumsprisen på CPH PIX i år. Jeg er bare ikke helt oppe at støde.