Først er man rystet, så overvældes man af fortvivlelse, men i sidste ende er man bare vred. I ‘Hind Rajabs stemme’ konfronteres publikum direkte med de værste sider af menneskeligheden, og man efterlades uden ord for det, man har været vidne til.

Hvis man har svært ved at finde hoved og hale i det, der foregår nede i Gaza, er denne film et godt sted at starte. Ikke fordi det er en kronologisk fortælling, der giver et overblik over hændelserne. 

Heller ikke fordi man står tilbage med en forståelse for de grusomheder, som stadig foregår den dag i dag. 

I stedet vækker filmen et behov for at vide mere. Man kan næsten ikke gøre andet end at hige efter at forstå, hvordan det kan ske, at ting kan gå så vidt. 

Filmen, instrueret af Kaouther Ben Hania, får premiere på toårsdagen for det virkelige telefonopkald, som er omdrejningspunktet for fortællingen. 

Den 29. januar 2024 var seksårige Hind Rajab fanget i en bil et sted i Gaza. Udenfor var hun omringet af det israelske militær. Inde i bilen var hun omgivet af sine familiemedlemmer. Hind var den eneste overlevende. 

I 70 minutter talte medarbejderne fra Palæstinensisk Røde Halvmåne med Hind, mens de desperat forsøgte at få hjælpen frem til hende i tide. 

En stemme i det metaforiske mørke

Kaouther Ben Hania, kendt for de Oscar-nominerede film ‘The Man Who Sold His Skin’ og ‘Four Daughters’, har med denne film formået at skabe et rum, hvor erindring og sandhed flyder sammen til en hjerteskærende virkelighed.

Centralt for filmen er Hind Rajabs virkelige stemme, som modløst tigger om at blive reddet. Filmen lader ikke publikum glemme i et eneste sekund, at der er tale om et uskyldigt barn, nådesløst fanget i midten af en konflikt, som hun på ingen måde er skyld i. 

Hendes barnlige uskyldighed understreges i en scene, hvor medarbejderne, i et forsøg på at distrahere hende fra faren uden for bilen, spørger ind til hendes liv.

Hun fortæller om sin familie og om, at hun går i Sommerfugleklassen, på skolen En Lykkelig Barndom. Skolens navn rammer hårdt, som en kynisk ironi, der næsten ikke er til at bære. 

I scener som denne efterlades publikum med den samme følelse af magtesløshed, som medarbejderne på alarmcentralen unægteligt må have følt den dag tilbage i januar 2024. 

Stille modstandskraft

I løbet af filmens 89 minutter bevæger man sig, på nær til allersidst, aldrig uden for alarmcentralens fire mure. I stedet er publikum fanget i det klaustrofobiske tomrum, som medarbejderne i Røde Halvmåne befinder sig i, mens de venter på grønt lys til deres redningsaktion. 

Deres magtesløshed afspejles både i skuespillernes ansigter og i alarmcentralens mange reflekterende overflader. 

De sorte computerskærme bliver som spejle, der udstiller medarbejdernes nærmest spøgelseslignende udtryk, mens de forpint ser på, at tiden render ud. 

Glasvæggene på kontoret bliver som vinduer, hvor hvert vredesudbrud og emotionelt kollaps bliver til skue for alle omkring dem. 

Medarbejdernes kamp for Hind Rajab spilles på fænomenal vis af palæstinensiske skuespillere, heriblandt Saja Kilani og Motaz Malhees. De spiller henholdsvis Rana og Omar, de to medarbejdere, der i timevis forsøgte at berolige den lille pige.

Man er ikke i tvivl om, at skuespillerne bærer deres sjæle uden på tøjet, da de med filmen står med en sorg og en byrde, som også berører dem personligt.

Hver en tåre og hvert et råb føles virkeligt og emotionelt overvældende, et sted, hvor fiktionen og det egentlige liv igen fletter sig ind i hinanden, præcis som med Hind Rajabs stemme. 

Dette er ikke kun en skildring af virkelige hændelser. Det er et opråb, en stille modstandskraft og et løfte om aldrig at glemme. 

Et fælles ansvar

Udover enkelte billeder sendt af familien ser vi aldrig Hind Rajab i filmen. I tæt samarbejde med Rajab-familien valgte Kaouther Ben Hania at fortælle Hinds historie udelukkende gennem hendes stemme. Netop dette kunstneriske valg – at udelade klip af hende bragt til live af en skuespiller – er et af filmens stærkeste greb. 

Man vil længe efter at være trådt ud af den mørke biografsal hjemsøges af hendes lille stemme, som bryder igennem telefonens skratten, ledsaget af lyden af skud og bombardementer, der i 70 minutter brager i baggrunden. 

Følelsen af, at de sidste 89 minutter stadig ringer i ens øre, er filmens kerne. For som Kaouther Ben Hania siger, har vi et fælles ansvar for, at dette øjeblik aldrig nogensinde bliver glemt.