Filmmagasinet Nosferatu er draget ud på en farefuld rejse til Refshaleøen, hvor Copenhell igen i år fylder området med en helvedes masse metalmusik i et ukult legeland for både de hårdeste rockere og de blødeste nørder.

Bus 666 til helvede

TOBIAS: Københavns metalfestival er skudt i gang, og det ses allerede inde fra Hovedebanegården, hvor vi hopper ind i shuttlebussen med nummeret 666, klar til at køre os direkte til helvedes porte. (Heldigvis) er der hedebølge, så alle synonymer for helvedes flammer virker passende – vi har det mildest talt varmt.

SARAH: Aldrig før har jeg svedt så meget i en bus, men det var det hele værd, da vi ankom og blev taget hårdt ved hånden og ført direkte ned i underverdenen. Solen stod højt over de uheldigt klædte Copenhell-gæster, der i deres sorte tøj og tykke battlevests (de ærmeløse veste fyldt med syede patches fra forskellige koncerter og festivaler) tappert bekæmpede helvedesilden for at stå trofast klar til tunge trommer og bæstialsk growling.

TOBIAS: Refshaleøen er bygget om, og vi ledes gennem den imponerende borgport ind på festivalpladsen, der allerede bugner af sorte band T-shirts og armløse cowboyjakker med utallige rygmærker. 

SARAH: Hvordan Copenhell-arbejderne har fundet på så mange ordspil over metalmusik og satanisme, er mig en gåde. Pladsen bugner med små finurligheder, og man kan bruge timer på at studere de mange dødsrigsreferencer og edgelord-kunst med citater som: “Dont talk to me – I haven’t had coffee yet” og “I hate everybody”.

Guitarhelte, familiedynastier og djævlehorn 

TOBIAS: Vi gør os kort bekendte med R.I.P.-området (et herligt ordspil på V.I.P.), før vi begiver os mod Hades-scenen for at høre Mammoth, frontet af Wolfgang Van Halen – søn af den legendariske Eddie Van Halen. Evt. beskyldninger om nepotisme stopper dog ikke her. 

Lige efter indtager Tom Morello Helviti-scenen. Rage Against the Machine- og Audioslave-guitaristen leverer en koncert badet i genkendelige ballader og en “fuck-fascisme”-energi, der ramner den helt rette balance mellem politisk bid og rendyrket underholdning. 

Alt sammen var akkompagneret af Roman Morello – guitarheltens blot 14-årige søn – der spiller guitar med en selvsikkerhed, som om han har gjort det hele livet. Bag nakken, hoppende rundt, og med et  talent, der tydeligvis er kommet ind med modermælken. 

SARAH: Som en ung kvinde, der engang gik med chockers, spikes på skoene og kun lyttede til Nirvana og Rage Against the Machine, var det stort endelig at opleve Tom Morello live. 

Hele publikum sitrede, da ‘Killing in the Name’ endelig blev spillet, mens næverne røg i vejret i ét stort antifascistisk kampråb. At han ovenikøbet spillede ‘The Ghost of Tom Joad’ – Rage Against the Machines fortolkning af Bruce Springsteens sang – gjorde den voksne Bruce-fan i mig helt varm om hjertet.

TOBIAS: Han er sgu vild. Især da han mod slutningen vender guitaren på hovedet og fortsætter med at spille med, hvad vi kun kan gætte på var enten tænderne eller tungen. Under guitaren stod der med store blokbogstaver: “HOLD FINGRENE FRA GRØNLAND.” Rockstjernen er sgu en mand af folket.

SARAH: Det er næsten umuligt at undgå Iron Maiden på årets Copenhell. T-shirt-gamet er helt i top, men ét navn går igen overalt: Iron Maiden.

Det ikoniske metalband med Bruce Dickinson i front tog publikum med gennem nogle af rockhistoriens største klassikere. Deres musik er ikke kun inspireret af film – den bliver også igen og igen brugt som episk lydtapet i Hollywoods største blockbusters.

Sidste gang jeg hørte The Number of the Beast var faktisk i Nia DaCostas 28 Years Later: The Bone Temple, hvor en dansende Ralph Fiennes lokker en gruppe satanister med linjen: “666, the number of the beast…”

Steve Harris, Bruce Dickinson, Dave Murray, Adrian Smith, Janick Gers og nytilkomne Simon Dawson var imponerende veloplagte, da hele festivalen stimlede sammen foran en fyldt Helvíti-scene.

For det utrænede øre flød sangene måske lidt sammen til én stor, melodisk mur af tung metal. Men nogle gange er følelsen af at opleve musiklegender live – måske for allersidste gang – nok til at fremkalde en lille musikalsk glædeståre.

Og med den fantastiske albumcoverfigur Eddie tronende i baggrunden kunne man ikke andet end at løfte djævlehornene mod den blodrøde himmel.

Copenhell Con – festivalens paradis for nørder 

SARAH: Nu til det, vi havde glædet os allermest til: Copenhell Con.

En af Refshaleøens haller er forvandlet til en mini-geekconvention fyldt med gamle spilkonsoller, boder, utallige filmreferencer og en scene dedikeret til talks.

TOBIAS: Allerede ved indgangen bliver vi mødt af Stormtroopers fra ‘Star Wars’, der byder os velkommen med honnør.

Kort efter bliver vi ledt gennem en “MetalGeek Timeline” – en tidslinje spækket med populærkulturelle referencer fra film, musik og spil, som har været med til at forme generationer af nørder – hele vejen fra 1970’erne til nu. Her kunne jeg snildt stå længe og tale om mine personlige forhold til hver. 

SARAH: På Copenhell Con-scenen oplevede vi et vaskeægte “choose your own adventure”-arrangement med podcastvært, D&D-entusiast og ‘Sværd & Trolddom’-forfatter Elias Eliot og lydmand Anders Due-Boje. 

80’er-slashergenren blev hyldet gennem en interaktiv fortælling, hvor publikum bestemte historiens blodige retning. Det var brutalt, til tider oprigtigt skræmmende, hylende morsomt – og ikke mindst inspirerende.

Hvor tit oplever man egentlig et så legende og nyskabende format i det danske mediebillede?

Alt, alt for sjældent.

MERE AF DET HER, TAK!

TOBIAS: Det var virkelig sjovt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Interaktivt teater med flot visuelt design og et imponerende lydunivers.

Zombier, voodoo og virkelige mareridt

SARAH: Vi sluttede dagen på Copenhell Con med foredraget ‘Zombier: Myter, medier og mikrober’. 

En lærerig omgang om Haitianske voodoo-samfund, svampeinficerede insekter og ikke mindst vores elskede hurtigt- eller langsomtløbende levende døde, som siden George A. Romeros ikoniske film ‘Night of the Living Dead’ (1968) har givet gyserelskere som mig et væld af fantastiske film og serier. 

Kino.dk’s meget kompetente Bjarke Friis Kristensen guidede os sikkert igennem nogle af filmhistoriens bedste – og mærkeligste – zombier.

TOBIAS: Meget lærerigt… og en smule skræmmende. Især da antropolog Inger Sjørslev og parasitolog Simone Nordstrand Gasque begyndte at tale om muligheden for zombier i virkeligheden.

Heldigvis var fellow-filmnørden Bjarke god til hele tiden at vende tilbage til de filmreferencer, vi kender og elsker.

Tilbage fra helvede

Til sidst gik solen ned over Copenhell, mens Iron Maiden spillede:

“Was all this for real or just some kind of Hell? 666, the number of the beast…”

Det føltes næsten poetisk at tage bus 666 ud af helvede og tilbage til Hovedbanegården.