YouTubere har indtaget horrorgenren med stor stil, og det nyeste skud på stammen er en særligt intim og uvant oplevelse. Det er en god ting – det meste af tiden.

De australske Philippou-brødre har allerede høstet succes med ‘Talk to Me’ og ‘Bring Her Back’, mens Markiplier skabte stædig efterspørgsel omkring sin filmatisering af ‘Iron Lung’.

Nu er komikeren og filmskaberen Curry Barker klar med sin anden gyserfilm, ‘Obsession’ med Blumhouse Productions i ryggen. Resultatet er en historie om, når en forelskelse tages for langt, men hvor motivet ikke altid er til at gennemskue. Ej heller er det, om det er meningen eller ej.

Et hurtigt næste skridt

Bear (Michael Johnston) har kun ét ønske: at være sammen med sin barndomsveninde og kollega Nikki (Inde Navarette), som han har været forelsket i i årevis uden at sige det højt.

Da Nikki afslører, at hun overvejer at sige sit job op og følge sine egne drømme, presses Bear til at handle. I stedet for at være ærlig om sine følelser, køber han impulsivt en mystisk ønskegren, der efter sigende kan opfylde ens største ønske, hvis man knækker den midt over.

‘Obsession’ bruger ikke tid på at sætte kulisser op, på baggrundsinformation eller på at lulle os ind i noget som helst, der virker sikkert eller stabilt. Filmen ræser fra startlinjen af og sætter sjældent farten ned, hvilket resulterer i en unik oplevelse, der trykker på alle de rigtige knapper – det meste af tiden.

Samtidig er filmen overraskende intim. Persongalleriet er lille, og hvor omverden langt hen ad vejen kun er der til at reagere på de to personer i centrum. Det gør at hvert øjeblik føles dyrebart og plejet om med omhu.

Alt vi ved om Bear, er, at intet er vigtigere for ham end Nikki. Det går dog snart op for ham, at han måske ikke var helt klar til at få ønsket opfyldt.

Manden og alle hans lidelser

Som titlen antyder, så handler ‘Obsession’ ikke om uskyldig kærlighed. Bear er en hovedperson, der er så desperat efter at blive set af sin drømmekvinde, at han mister evnen til at skelne mellem Nikki som menneske og Nikki som fantasi.

Filmen handler om besættelse, kontrol, og et porcelæn-skrøbeligt mandligt ego. Men den er også mærkeligt splittet i sit syn på hovedpersonen. 

For hver scene, hvor det virker klokkeklart, at filmen forsøger at forholde sig kritisk omkring køn og magtbalancer, kommer der en ny scene, som nærmest beder publikum om at have ondt af ham. 

Til sidst bliver det svært at gennemskue om filmen vil have at vi synes det er synd for ham eller ej. Det bliver næsten hysterisk at skulle fordøje, jo længere tid man skal synke ned i hovedpersonens sump af selviske valg.

Man kunne godt ønske sig, at Barker tog bare ét skridt ud af sumpen, og tog sig lige så meget tid til at pudse slutningen af som resten af filmen. ‘Obsession’ får pulsen op, men de sidste skridt over målstregen er som at hoppe direkte ned i kviksand, og vi ved ikke længere hvad vi står tilbage med.

Drømmepigen, du kommer til at fortryde

Det er dog Inde Navarrette, der stjæler hele filmen.  

Hun gør Nikki både dragende, sårbar og dybt foruroligende på én gang. Særligt filmens kropslige horror fungerer uhyggeligt godt takket være hendes præstation og den måde hun bevæger sig på foran kameraet.

Særligt en scene i Bears soveværelse sender klare associationer til den japanske gyserfilm ‘Pulse’, og det er svært ikke at mærke den samme snigende uro brede sig under huden. 

Navarrette formår at balancere menneskelig skrøbelighed med en næsten overnaturlig fysisk præstation, som man både drages imod og får lyst til at flygte fra. Resultatet er utallige piskesmæld af kontraster, der har ens øjne limet til lærredet.

‘Obsession’ spilder ikke et sekund af sin tid, og den udnytter skuespillerinden og al hendes potentiale. Den er rå i kanterne og nogle gange svær at tygge på. Men når smagen er så brændende overvældende som den her, må og skal man have endnu mere.