Bygget på den skinbarlige virkelighed, der som bekendt har det med at overgå fantasien, portrætterer den franske instruktør Xavier Beauvois på unik vis livet i en lille munkeorden i Algeriet under borgerkrigen tilbage i 1990´erne. Det er der kommet en unik film ud af. En film der på en samme tid meditativt og voldsomt tumler med den enkeltes tro og truslen fra religiøs fanatisme.

I 1990´erne blev syv munke fra i et lille trappistkloster nær byen Tibhirine i Algeriet kidnappet af muslimske oprører. Dermed blev de ofre i en borgerkrig, der siden sin start i 1991 menes at have kostet op imod 200.000 mennesker livet i et land på omkring 30 mio. indbyggere. Denne krig hører vi dog ikke meget til i starten af Om guder og mænd. Ja, rent faktisk går der over et kvarter af filmens start, før tilskueren er i stand til at stadfæste om vi med scenerne fra munkenes bederitualer og havearbejde er i det 16. eller 20. Århundrede.

Centreret omkring bønnen, havearbejdet og det sociale arbejde for landsbyens beboere følger vi blandt andet forstanderen Christian (Lambert Wilson) til en muslimsk barnedåb, lægen Luc (Michael Lonsdale) og hans behandling af syge børn. Langsomt oprulles de enkelte munkes dagligdag og personlighed, så man fornemmer menneskene under kutterne og deres faste tro på at fredelig sameksistens på trods af kulturelle forskelligheder er mulig.

Da muslimske oprører en dag slår flere af landsbyens beboere ihjel, kommer det på trods af små advarsler undervejs som en ekstrem voldsom begivenhed, der river tilskueren, såvel som munkene ud af deres vante gænge og de må snart tage stilling til, om de vil blive på klostret i potentiel fare for deres liv eller vil flygte tilbage til Frankrig og dermed svigte det lokalsamfund de føler sig som en del af.

Om guder og mænd er en veldetaljeret beskrivelse af en verden, en katolsk munkeorden, som de færreste i dag kender til. Men hvis man tror at filmen har skjulte vækkelsesbudskaber på dagsorden tager man fejl. Beauvois og det blændende skuespilhold med Lambert Wilson i spidsen er optaget af på næsten antropologisk vis at belyse livet som munk i de små såvel som store begivenheder. Sidstnævnte kommer i filmens sidste halvdel, hvor hver enkelt munks religiøse kald bliver testet og prøvet i mødet med den voldelige ekstremisme. En ekstremisme som heldigvis ikke dæmoniseres, men vises som det forvrængede menneskelige ansigt det er, i al sin vildfarelse. Om guder og mænd er en sand historie om nogle munke, der gav deres liv for det de troede på, en beretning om sammenholdet mellem en flok mænd og en rasende aktuel fortælling om hvordan kultursammenstød ikke behøver at ende i vold og blodsudgydelse.

– Nicolai Meldgaard Eskesen