Den prisbelønnede instruktør Paul Thomas Andersons nyeste film, ‘One Battle After Another’, er mere end fortællingen om den revolutionære og venstreorienterede kamp for retfærdighed og fred i de fries land – den er en af årets “must-see”-biograffilm.

Lige nu buldrer Hollywood frem med film gennemsyret af politiske statements som en modreaktion på USA’s vanvittige politiske situation. Tidligere på året udkom Ari Asters ‘Eddington’ om en lille by fyldt med konspirationsteorier og politiske magtkampe. Sidste år kom ‘The Apprentice‘ af Ali Abassi om den kontroversielle præsident Donald Trump.

Nu er det Oscar-darlingen Paul Thomas Andersons tur i den politiske manege. Han er ellers kendt for sine spektakulære periodedramaer og visuelt betagende mesterværker som ‘Boogie Nights’ og ‘There Will Be Blood’. Denne gang tager han os med til et virkelighedsnært USA i forfald, der rammer perfekt ind i tidsånden og samtidig føles som historiens vingesus, der gentager sig igen og igen.

Klar, parat, magtkamp

Filmen følger den rebelske Bob Ferguson – en bombeekspert, der hjælper en gruppe revolutionære unge, kaldet French 75, med at begå bankrøverier og løslade tilfangetagede immigranter. Bob danner par med Perfidia Beverly Hills (Teyana Taylor), der med hård hånd leder gruppen ind i en væbnet kamp mod en bedre verden – en kamp efter en anden.

Hun er et glansbillede af den moderne revolutionære kommunist, og ved et tilfælde tiltrækker hun fjenden, oberst Steven Lockjaw, der falder hårdt for hendes stærke, seksuelle kraft. Lockjaws hemmelige kærlighed til mørke kvinder, som Perfidia repræsenterer, bliver en stopklods for hans helt store drøm: at blive medlem af den højrenationale, kristne gruppe af rigmænd kaldet “The Christmas Adventurers Club”, der prøver at udrydde de unge oprørere og skabe et totalitært USA.

Det udvikler sig til en årelang tovtrækning mellem det fascistiske militær og den kampklare modstandsgruppe, som udmunder sig i en intens mission for Bob: at redde sin datter og de mennesker, han elsker.

Ekstremernes højborg

‘One Battle After Another’ er gennemsyret i politiske agendaer og spejler den nuværende splittelse i USA. Den handler om autokrati, ekstremisme, kristen-nationalisme, terrorister og racisme, og flere af virkelighedens foregangsmænd på begge fløje af det politiske spektrum er repræsenteret i filmen.

Der er ingen tvivl om, at de fascistiske rigmænd er onde. Lockjaw, spillet af Sean Penn, skaber på mesterlig vis en ynkelig og modbydelig skurk, der fremstår nærmest tegnefilmsagtig i sit ekstreme had-kærlighedsforhold til afroamerikanske kvinder. Han er en naiv brik i de racistiske kapitalisters puslespil, og man får til tider sympati for hans jammerlige tilstedeværelse.

Omvendt er de revolutionæres kamp ikke rosenrød og uden fejl. De bruger vold og had til at kæmpe en umulig kamp, og deres verdensopfattelse bliver ofte mudret og fordrejet. Bob, spillet af Leonardo DiCaprio, er måske på de godes side, men han svælger i sin egen uduelighed – hvilket både er sørgeligt og enormt sjovt.

De er alle fortabte og styret af snæversynede ideologier – præcis som vi ser i virkelighedens politiske sfære.

Ravruskende rutsjebanetur

Selvom det lyder som en alvorlig omgang storpolitik, er filmen mest af alt et hæsblæsende eventyr. På sin redningsmission tager Bob fat i sin datters Sensei (Benicio del Toro), der gemmer flygtninge i sit lejlighedskompleks. Sensei er helt rolig, mens området sværmer med grænsepoliti, mens Bob – høj på stoffer – prøver at oplade sin telefon i alle bygningens stikkontakter.

Under alt vanviddet spiller et insisterende klaver, der aldrig giver os lov til at holde en pause. Det er ren magi at få lov til at nyde den kaotiske tur med Bob og de andre kommunister i næsten tre timer uden at kede sig eller miste fokus. 

Den sideløbende fortælling om den fortabte og racistiske oberst Steven Lockjaw, er lige dele hylende morsom og dybt foruroligende. Med sin stoiske positur og ubærligt grimme frisure er han en perfekt modpart til Bob med sin kaotiske, sløsede energi. De fleste karakterer er dybt uforudsigelige og usympatiske, hvilket gør det utroligt nervepirrende at iagttage, hvad der føltes som en lang og brutal kamp mod systemet.

Man griner, væmmes og græder lidt på én og samme tid, mens man oplever DiCaprio som en forvirret stofmisbruger, der desperat prøver at finde en stikkontakt, og Penn som en liderlig incel uden fornemmelse af sociale cues. 

Ligesom mange af Andersons andre film er ‘One Battle After Another’ frembrusende, kompromisløs og voldsom – og for første gang føles det, som om instruktøren taler direkte til sit publikum i et råb om hjælp for sit hjemlands tvivlsomme fremtid.

Det er intet mindre end en fabelagtig film, og der er ingen tvivl om, at dette kan blive en af årets allerbedste.