One Chance

De fleste har hørt om Paul Potts, men hvis navnet ikke giver genklang, vil youtube-klippet med mobiltelefonsælgeren, der sang opera i ”Britain’s Got Talent”, nok vække genkendelse. I den biografiske romantiske komedie ‘One Chance’ får du muligheden for at få historien og de begivenheder, der ledte op til Pauls succes i talentkonkurrencen.

Hård opvækst

Det er historien om den overvægtige dreng med det uheldige navn, som minder en del om en vis afdød cambodjansk diktator. Paul (James Corden) bliver mobbet, og det der er værre, igennem hele sin opvækst, men bliver mod alle odds superstjerne.Han vokser op i en walisisk industriby, hvor hans fremtid, ifølge faren (Colm Meaney), ligger indenfor stålindustrien, hvor han i øvrigt selv arbejder. Pauls far er gammel rugby-spiller og lever højt på en gammel historie, hvor han fremstår som en hård hund. Han er derfor ikke videre begejstret for sønnens operafascination. Pauls mor (Julie Walters) er dog omvendt positiv og støttende. Paul skal dog gå grueligt meget igennem, inden vi møder ham i ”Britain’s Got Talent”.

Oddsene er imod den unge Paul fra de unge år. En sprængt trommehinde truede tidligt Pauls muligheder for at synge. Senere var det nervøsiteten for at fejle og sceneskrækken, der plagede ham. Men allerværst var den psykiske og fysiske mobning fra bøllerne, og fra dem som burde være hans klassekammerater. Der er dog lyspunkter. Paul fungerer godt i mobiltelefonforretningen og har en god ven i sin chef rollespilsentusiasten Braddon (Mackenzie Crook). Det hele begynder for alvor at lysne, da Paul møder sin internetflamme Julz (Alexandra Roach). Hun giver ham troen på sig selv og modet til at satse på operaen.

Fra talentkonkurrencen på den lokale pub til operaskolen i Venedig, følger vi Pauls stræben efter anerkendelse. Paul er dog en ulykkesfugl, og det er næsten tragikomisk, som han bliver ramt af den ene uheldige hændelse efter den anden. Ikke desto mindre er dette filmen om, hvordan man med kærlighed fra ens nærmeste kan overvinde sin frygt og få succes.

Overbevisende skuespil – men forudsigelig handling

I sin forberedelse til rollen gik James Corden med gebis i to måneder for at vænne sig til Paul Potts uheldige tandsæt. Han leverer en pragtpræstation i sin imitation af den usikre Paul og gengiver troværdigt Potts atypiske kropsholdning, når han er på scenen, ligesom de intime scener med Roach er velspillede. Kemien imellem de to er glimrende.

Instruktør David Frankel og produceren, en vis Simon Cowell, har bygget filmen over den klassiske model. Historien er ganske forudsigelig, som det ofte er med biografiske film, på trods af at der er pyntet gevaldigt på nogle faktuelle detaljer i historien. ’One Chance’ er en typisk britisk romantisk komedie på godt og ondt. Underholdende og hjertevarm.