Belieber? Smiler? Little Monster? Lovatic? Selenator? Swifite? Directioner?
Skulle du være i tvivl, bliver der i ovenstående linje spurgt om, hvilken (teenage)fanbase du tilhører, respektive Justin Bieber, Miley Cyrus, Lady Gaga, Demo Lovato, Selena Gomez (altså Biebers eks, du ved), Taylor Swift eller One Direction.
Fankulturen anno 2013 eksisterer på nettet i høj grad ved kontinuerligt at bekræfte sit tilhørsforhold til sit idol, gerne på Twitter, og med så mange passionerede følgere, ender det somme tider i TwitterWars. Lidt ligesom et læserbrev i Politiken, bare noget helt andet.

Da denne anmelder skulle bruge halvanden time i selskab med boybandet One Direction og deres fans, var det med en vis skepsis, denne satte sig i sædet, fanlivet på Twitter taget i betragtning. I sin film har instruktør Morgan Spurlock (Super Size Me) inkluderet barndomsbilleder og optagelser helt tilbage fra de fem drenges første auditions i Englands 2010-udgave af X Factor, men mestendels består filmen af back stage-optagelser fra deres igangværende Take Me Home-turné. Drengene interviewes enkeltvis om sammenholdet og livet i gruppen, hvordan deres liv har ændret sig, og forholdet til fansene.

 I løbet af filmen fornemmes det, hvordan bandmedlemmerne Niall Horan, Zayn Malik, Liam Payne, Harry Styles og Louis Tomlinson har det som brødre. Det er optagelserne fra hotelværelserne, det, et kulørt blad ville lancere som exclusive footage, der for fansene nok er det mest interessante, idet det er her, drengene mødes præcis som de er (eller som de gerne vil skildres). Budskabet er i hvert fald ikke til at tage fejl af: Drengene er jordnære, og bare helt normale 20-årige, der elsker deres job.

3D-effekten anvendes næsten kun ved musiknumrene der er optaget under koncerter fra turnéens kick-off i Londons enorme O2-arena. Vekselvirkningen mellem de små koncertbidder, interviewene og livet på turnéen, er den samme som i musikdokumentaren Justin Bieber: Never Say Never. Forskellen på de to film er, at filmen om One Direction ikke forsøger at få publikum til at synes godt om gruppen, fansene kommer helt af sig selv. Denne film er i højere grad et 1:1-forhold end Justin Bieber-filmen, og det er dét, der gør den seværdig. Filmen er ikke en reklamekampagne, den er fluen på væggen.

Den skepsis jeg havde med mig til visningen af One Direction: This Is Us er totalt forsvundet. De fem bandmedlemmer virker ikke til at være mærkede af deres berømmelse, de er ikke mærkede.  Drengenes oprigtighed og nede på jorden-attitude står tydeligst frem, da Niall interviewes på sit hotelværelse, og vil bevise overfor intervieweren, hvorfor bandet har verdens bedste fans. Fantastisk underholdende og meget troværdigt, forholdene taget i betragtning.

Så. Er denne anmelder blevet Directioner? Det første anmelderen gjorde, da denne forlod biografsalen, var at oprette en Twitter-konto. Nu følger jeg Louis, Harry, Liam, Zayn og Niall.

#1D.