Imponeret, forvirret, underholdt, eftertænksom. Dette er nogle af de følelser man kan sidde tilbage med efter at have set ‘Påfuglen’. Den er et spejl mod samtiden, som viser os, hvordan man kan miste sig selv i forsøget på at fremstå “perfekt”.

Imponeret, forvirret, underholdt, eftertænksom. Dette er nogle af de følelser man kan sidde tilbage med efter at have set ‘Påfuglen’. Den er som et spejl mod samtiden, som viser os, hvordan man kan miste sig selv i forsøget på at fremstå “perfekt”.

Matthias er mange ting. Han er den bedste ven, den perfekte søn, den søde kæreste, den seje far eller den lyttende sparringspartner. Faktisk er han alle og ingen af delene, på samme tid. Han er lige den, du vil have, han skal være. 

Den østrigske instruktør Bernhard Wenger har med ‘Påfuglen’ skabt et univers, hvor absurditeten og det humoristiske smelter sammen. Resultatet er en psykoselignende tilstand, hvor man som publikum både er forvirret og fornøjet, og det virker lige som det skal.

Permanent taget-med-bukserne-nede-blik 

I filmen møder man Matthias, spillet af Albrecht Schuch, som arbejder for firmaet ‘MyCompanion’. I dette firma kan man hyre medarbejderne til at spille en given rolle i ens liv.

En dag går alt pludseligt galt i hans liv. Kæresten forlader ham, fordi han ikke længere er “ægte”. Hvad fik bæret til at flyde over, spørger du måske dig selv? Ja, det var da Matthias kom hjem med en statue af en isbjørn. Ikke fordi han synes, den var flot, men fordi den ville “gøre et indtryk”. 

Senere begynder en utilfreds pårørende til en tidligere kunde at stalke Matthias.  

Dette bliver starten på et tragikomisk mentalt sammenbrud, hvor publikum bliver trukket med ned i kaosset.

Ligesom Matthias mister sin virkelighedssans, så bliver man som publikum også i tvivl om, hvad der er sandt eller ej. Bliver han stalket? Er der nogen efter ham? Eller er det hele i virkeligheden bare oppe i hans hoved? 

Man ved det ikke, men man er konstant underholdt, mens filmen leger med ens forventninger. 

En finurlig og fanatisk stakkel

Filmen er underholdende, selvom man nogle gange bliver i tvivl om, om man skal grine eller krumme tæer. Som da Matthias tager på meditations-retreat for at ‘finde sig selv’ og straks bliver mødt med nøgen-yoga på græsplænen. 

Stemningen er generelt akavet og grænseoverskridende, men Albrecht Schuch formår med sine konstant-løftede øjenbryn og opgivende kropssprog at puste liv i de komiske gløder.

Schuch balancerer på interessant vis Matthias’ kontrapunktiske personlighed. Han fremstår på den ene side voldsomt intetsigende og irriterende som en øretæveindbydende ubeslutsom grooming-fanatiker. 

Men på den anden side bringer Schuch en menneskelighed, som giver karakteren dybde. Det gør, at man i sidste ende alligevel ikke kan lade være med at have ondt af ham. 

American Psycho, bare uden mord

Matthias’ liv er poleret og alt i det synes at stå snorlige. Hans lejlighed er som taget ud af American Psycho. Møblerne ser unødvendigt ukomfortable ud, og kunsten på væggene er uinteressant og upersonlig. Dog er alt i hjemmet lige præcist prætentiøst nok til at opretholde hans perfekte facade. 

Den kliniske perfektion, som hjemmet repræsenterer, flyder også ud i filmens æstetiske fremstilling. Ligesom i en klassisk Wes Anderson-film, så er filmen en stor del af tiden gjort op af fotografi-lignende klip. 

Hver scene er mere statisk end den forrige, og det skaber en ildevarslende fornemmelse. Sammenlagt med Matthias’ tiltagende mentale sammenbrud, så er kameraets ubevægelighed med til at skabe en følelse af, at det hele snart krakelerer, at alt bare er lidt for perfekt. 

Det skaber en underliggende tone igennem hele filmen, som i samspillet med komikken gør filmen til et nervepirrende, underholdende, tåkrummende pragtværk, som man for alt i verden ikke skal misse. 

En overraskende filmperle

Det er svært at sætte en finger på præcis hvad det er ved filmen, der gør, at den fungerer så godt. Men det gør den. 

Man rives med af historiens absurde præmis om en ledsager-til-leje, som ender med en identitetskrise af største kaliber, som næsten får fatale konsekvenser. 

Eller, ifølge Matthias så er skaden sket, da han mener, at nogen med vilje har druknet hans hund. Men er der nu også nogen, der har gjort det, eller er der (mere sandsynligt) tale om et tragisk uheld?

I sidste ende fremstår han som en upålidelig fortæller. I forvirringen giver man som publikum op på gættelegen og accepterer, at man måske bare er fanget i en gals mands psykotiske vrangforestillinger. 

Den eneste kritik af filmen kunne måske være, at den ikke er længere. For (denne anmelder/man) kunne snildt se en time mere af Matthias, der langsomt mister forstanden.