Et socialpædagogisk eksperiment fra 1970’erne er afsæt for dokumentaren, der, udover at belyse projektets renhjertede idealisme, også optrevler dets problematiske side uden at fordømme fortidens hippie-rationaler.
Fire alternative pædagoger forsøgte at frelse udsatte unge ved at give dem et bedre liv i kollektivet Sall, der lå på landet nær Aarhus. Tanken var, at fællesskabet skulle præge de unges personlige udvikling i en ny, positiv retning.
Vi møder et jeg i en overspringshandling: instruktør og filmfotograf Kristian Nordentoft, der, siddende med en kop kaffe på bænken udenfor sit værksted i Nordvest, falder i snak med den lokale kiosks stamkunder.
“Hvad betyder fællesskab for dig?” spørger han en mand, der kommer kørende i sin elektriske kørestol for at købe sprut. “Det betyder alt,” svarer han, og fortsætter: “fordi fællesskab betyder, at man holder til et sted sammen med andre.”
Selvom det ikke ligefrem er banebrydende guldkorn, manden leverer, forstærkes budskabet af, at han i samme øjeblik får et opkald fra en ven, der efter alt at dømme også tager del i mikrofællesskabet omkring kiosken.
Filmens særlige, på én gang work-in-progress-agtige og alligevel stærkt formbevidste stil, slås således an fra start. Det er mellem de to fikspunkter — den lille kiosk ved filmværkstedet i Nordvest og fortidens 70’er eksperiment — at en større fortælling udfolder sig.
Frigørelsens firkløver
Pablo og Eva, der er forældre til Nordentofts kollega i filmværkstedet, samt Ane og P.C. udgjorde det team af pædagoger, der fik kollektivet Sall op at stå. De unge, som flyttede dertil, var alt fra psykisk syge og narkomaner til tidligere indsatte.
Nordentofts uformelle adgang til Pablo og Eva skaber en hyggelig og familiær stemning, som især kommer til udtryk, når de sammen genskaber 70’ernes karakteristiske fællesmøder. Udover datidens faste elementer som ordstyrer og dagsorden, byder møderne nu også på fancy københavner-bagværk.
Her udlægger firkløveren de idealistiske tanker bag projektet. Det handlede om at møde de unge i øjenhøjde, og de blæste på både diagnoser og psykofarmaka. Sidstnævnte blev slet og ret taget fra de unge, når de ankom til Sall.
Den gamle passion lyser ud af øjnene på dem, mens de taler. Selvom deres ildhu fortsat brænder, fremstår de alligevel som rundet af nutidens nye viden på det socialpædagogiske område. De står derfor ikke stædigt fast på datidens diktum, og indrømmer gerne idealismens skyggesider.
Nordentoft opsøger også dem, der som unge boede på Sall, for at høre deres side af sagen. Han formår at forblive i et kærkomment grænseland, hvor metoder ikke entydigt dømmes som enten gode eller dårlige, og hvor kompleksiteten i den enkelte unges situation er afgørende.
Det giver os som seere rum til selv at mærke ambivalensen, der både følger med hippie-idealismen og den mere traditionelle socialpædagogik.
Form over indhold
Med en fremragende næsten Cirkeline-lignende animation af både tegninger og gamle billeder af firkløveren og de unge på Sall formår Nordentoft at give et levende indblik i datidens stemning. Hertil bidrager enkelte filmklip fra kollektivet også til det eklektiske formsprog, der tilsammen giver filmen sit helt eget nostalgiske og humoristiske særpræg.
I dette sammenfald af tid — de genskabte fællesmøder, fotografiske tilbageblik i kollektivets idyl, skæbnefortællinger om de unge og livet uden for filmværkstedets nærliggende kiosk — belyser dokumentaren fællesskabets eviggyldighed.
Filmen vinder uden tvivl på form over indhold, og på stemning over spænding, hvilket også synes at være dens egentlige æstetiske ærinde.
Filmen kan ses på DRTV fra d. 24 februar 2026