Året er 1936. Palæstina har været besat af briterne i 19 år. Jøderne er blevet lovet land og er talstærkt mødt op for at indfri det. Palæstinenserne står med valget: Vil de se til, mens deres land står i flammer, eller vil de gøre noget?

Instruktøren Annemarie Jacir tager sit hjemlands historie dybt alvorligt. Det er de helt almindelige palæstinensere og deres jord, der står i spidsen for fortællingen. Filmen emmer af Jacirs kærlighed til sit folk og sit land, og er uden tvivl det, der løfter den til et prisværdigt niveau.

Vi følger en bred vifte af karakterer, både inde i storbyen Jerusalem og i den lille landsby Al-Basma. Yusuf (Karim Daoud Anay) står med et ben i begge lejre, når han i Jerusalem arbejder for rigmanden Amir (Dhafer L’Abidine), der ligesom alle andre palæstinensere på denne tid, står ved en skillevej. 

Bevar freden eller friheden?

Amir er avisudgiver, og hans kone Khuloud (Yasmine Al Massri) er uddannet journalist fra Oxford og udgiver artikler under pseudonym. De er en del af den palæstinensiske overklasse og mingler både med de briter, der forsøger at gøre en positiv forskel for palæstinenserne, og dem, der ikke gør.

Det vrimler med zionister, nye regler, der skal tilgodese jøder og undertrykke palæstinensere, og et oprør under opsejling. I de højere vækstlag, hvor Amir befinder sig, er det dog en gråzone, om man vil hjælpe sit land eller hjælpe sig selv.

Jacir formår at få os til at forstå begge dele. Den ene vej er moralsk korrekt, og hele filmen er et bevis på, hvad Jacir selv og størstedelen af det palæstinensiske folk må mene om dette. Alligevel er kontrasten mellem rædslerne på landet og i gaderne og den komfort, Amir lever i under beskyttelse af zionisterne, så stærk, at vi ikke kan undgå at forstå, hvorfor han træffer sine valg.

Modsat står Khuloud, der som kvinde med noget på hjerte, er langt mere udsat end sin mand. De kæmper hver sin kamp, selvom de ønsker det samme udfald, og deres ægteskab står som en af filmens stærkeste karakterfortællinger, når det for alvor sættes på prøve. 

En krig om historien

Når Yusuf ikke er i Jerusalem, bor han i Al-Basma, en landsby, der langsomt forsvinder. Bosætterne kommer til, bygger hegn og sætter ild til markerne for at få mere plads.

Det er grufuldt at være vidne til den hensynsløse behandling af Al-Basmas indbyggere og deres jord. Men endnu mere imponerende er det, når Jacir og resten af holdet bag filmen formår at få det hele til at se smukt ud.

Palæstinenserne viser en udholdenhed og en viljestyrke, der ikke findes andre steder. Det ses gennem det brede karaktergalleri af kvinder, børn, ældre ægtepar, byens præst og alle dem, som selv i baggrunden af fortællingen står soleklart frem som et folk, der ikke kan og ikke vil knækkes.

Yusuf er dog ham, der binder hele fortællingen sammen. Han får glimt af privilegierne fra storbyen, og er førstehåndsvidne til den krig, som bosætterne og briterne fører på landet. Og ligesom Amir må han vælge, hvilken side af historien han vil stå på. 

Når fortiden taler til nutiden

Bare det, at filmen eksisterer, er en sejr i sig selv. Det er den eneste film, der er optaget i Palæstina i to år, og det understreger, hvor vigtigt det er at fortælle netop denne historie. Ved en film som denne vil man altid kunne diskutere den historiske nøjagtighed, men én ting er sikkert: Filmen viser Palæstina som et land, der er værd at kæmpe for.

Det er en skelsættende fortælling, som Jacir formår at fortælle, og med et så dygtigt hold skuespillere, kommer den nemt i hus. Det kan sommetider være svært at vurdere skuespil på et sprog, man ikke selv taler eller forstår, men det er ikke tilfældet her. Især ikke når hovedcastet bliver flankeret med et fremragende ensemble af velkendte britiske skuespillere. 

Filmens eneste egentlige problem er, at karaktergalleriet til tider kan føles for stort, og at dele af fortællingen forudsætter en vis historisk forståelse for konflikten. Der kunne være afhjulpet med et par ekstra scener, der sætter publikum helt ind i historien.

For ‘Palæstina 1936’ er fantastisk, når man kender historien. Men den bliver banebrydende, når den kan fortælle dem, der ikke ved det, at konflikten i Palæstina ikke startede den 7. oktober 2023, men langt, langt tid før.