Hvis du ikke allerede er uvant med at køre bil om natten, får du her endnu en grund til at lade være. Den nye gyserfilm udnytter stilheden til sine største chok – også selvom den til tider kører lidt af sporet.

Du har hørt om hjemsøgte huse, men hvad med en hjemsøgt vej? 

I ‘Passenger’ følger vi det unge par Maddie og Tyler (Lou Llobell og Jacob Scipio), der rejser ud på de amerikanske landeveje i jagten på en ny tilværelse. De lærer dog hurtigt, at man skal passe på med, hvad man samler op undervejs.

Den norske instruktør André Øvredal viser os her en jumpscare-horror, hvor chokkene faktisk tjener et formål. Og selvom filmen får et par buler undervejs, når den stadig sikkert hjem.

Jagten på et nyt liv

Vores hovedpersoner står foran et nyt kapitel i deres liv. De har sagt deres lejlighed og faste jobs op for at leve det såkaldte “vanlife” i deres bil. Og nu hvor de også er nyligt forlovede, burde alt være perfekt.

Maddie er dog ikke overvældende begejstret for sin elskedes syn på livet og hjemmet, men hun giver det et forsøg i kærlighedens navn.

Hvad der ellers begynder som en almindelig nat på de øde landeveje, udvikler sig dog hurtigt til et mareridt. 

Som ethvert andet ordentligt menneske holder de ind til siden og tilkalder hjælp, da de er vidne til et tragisk uheld. Ikke lang tid efter finder de et ildevarslende symbol kradset ind i siden af deres køretøj. 

Med bilen som deres eneste tag over hovedet og i en kamp mod uret, må de nu kæmpe sig ud af mareridtet, før det er for sent.

Flugten fra det ukendte

Kreativ markedsføring af gyserfilm har fået et boost de seneste år, og ‘Passenger’ slutter sig til flokken med en interaktiv hjemmeside, hvor man kan læse bogen om hjemsøgte veje i Amerika, som Maddie gør brug af i filmen.

Filmen trækker tydeligt på vandrehistorier, gamle myter og overtro, der rejser fra mund til mund. Reglerne, ligesom myten selv, er blevet fordrejet og glemt og husket igen gennem årtier.

Samtidig spiller filmen på en af gysergenrens mest grundlæggende frygter: frygten for fremmede og det ukendte, der får os til at skubbe verden væk, før den slår kløerne i os.

De to hovedpersoner er modsætninger i både deres opvækst og deres syn på livet. Filmen er  bedst, når den tester deres tiltro til både hinanden og omverdenen.

Jo dybere de rodes ud i problemer, jo mere kommer filmen dog på afveje. På trods af dynamikken i kernen af det hele, bliver det klart, hvilket synspunkt filmen selv er enig i, og den ender med at blive langt mere prædikende end en egentlig nuanceret diskussion.

Frygtens små sidegader

‘Passenger’ foregår næsten i konstant mørke. Den får ikke for lidt fra både lys- og lydsiden, og det er en uimodståelig oplevelse, hvor både jumpscares og de ting, der kryber i baggrunden, bliver brugt med måde. 

Publikum bliver ikke druknet i jumpscares hver femte minut, som ellers er en tendens, moderne gys stadig kæmper med at finde hoved og hale i. Filmen springer ikke lige i fjæset på dig, men sniger sig i stedet ind på dig, overvåger dig, lige indtil det øjeblik du tror, at du har rystet det hele af dig.

Netop derfor er det endnu mere ærgerligt, at tredje akt bryder med den mere underspillede tone, den ellers har taget sig god tid til at opbygge, og går langt mere eksplosivt til værks. Filmen er klart stærkest i dens taktiske, manipulative tilgang, hvor mørket og stilheden får lov til at arbejde.

‘Passenger’ er mest effektiv på de mennesketomme landeveje, hvor billygterne er den eneste beskyttelse mod mørkets gab. Lou Llobell brillerer især, når hun bades i rødt lys, og når dét, der jager hende, stadig gemmer sig i det ukendte.

André Øvredals film emmer af paranoia og ved præcis, hvordan den skal nå ind under huden på sin seer. Og det er netop i den pirrende stilhed, at frygten virker bedst. 

Nu priser jeg i hvert fald mig lykkelig for, at jeg ikke har kørekort.