Langsomme og langstrakte film er ikke nødvendigvis dårlige. De kan være utroligt stimulerende, hvis de er serveret med pirrende æstetik og fortællemæssig dybde. Det gør Almodovár desværre bare ikke her.

Filmen fortsætter i sporet fra auteurens forgænger, ’The Room Next Door’ (2024). Den er indadskuende, og tempoet er langsomt. Tematikkerne er alvorstunge og præget af eftertænksomhed. Men ’Autofiktion’ forbliver desværre uvedkommende på trods af dens ellers universelle temaer. Og værst af alt: Den er sgu lidt kedelig.

Fiktionens virkelighed bliver til fiktion

Filmen består af to sammenflettede historier, der foregår i to forskellige årtier. I 2004 følger vi Elsa (Bárbara Lennie), en reklamefilminstruktør, der døjer med angst og migræne som reaktion på overarbejde og en undertrykt sorg over sin mors død. Hun tager derfor væk på en forlænget weekend, hvor hun genoptager sin passion for at skrive filmmanuskripter.

I 2026 følger vi Raúl (Leonardo Sbaraglia), der er instruktør og manuskriptforfatter. Han skriver på historien om Elsa, som viser sig at være hans alterego. Han skaber historien om Elsa, hendes veninder og kæreste, efter sit eget liv og personerne omkring sig. Da hans nærmeste gennemlæser manuskriptet, føler de sig både udnyttede og forrådte. 

Klipningen mellem de to historier er sømløs: som når man kigger op fra en bog og ud i virkeligheden. Det er et modigt valg, der virker godt.

På visse tidspunkter er overgangene mere kreative: ord, der trylles frem på biograflærredet af en blinkende cursor, mimer det computerskrevne manuskript fra Raúls hånd. Imens stemmer Elsas handlinger overens med det beskrevne. Det er en fremragende måde at gøre skriften nærværende på.

Mandestrip hjælper på det

Migræneanfald og skriveprocesser er svære at gøre interessante i billeder. Begge dele er meget indadvendte fænomener. Det resulterer i lange sekvenser, hvor karaktererne fremstår utilgængelige. Det er især hér, kedsomheden slår rod. Desuden resulterer det todelte plot i et stort persongalleri, der gør det svært for alvor at investere sig i den enkelte karakters problematikker. Der foregår rigtig meget, og samtidig sker der ingenting.

Filmens stripperindslag hjælper dog på humøret. Elsas unge kæreste er brandmand, men arbejder som stripper i weekenderne. Han tilføjer filmen både humor og sensualitet i en perfekt blandingsform. 

Overordnet set bevarer Almodovár det, han er elsket for: excentriske karakterer, musikalske elementer og en særpræget humor i en alvorlig kontekst. Hans karakteristiske velsammensatte pangfarver består også, men de er desværre ikke akkompagneret af videre interessante billedkompositioner. 

Filmisk babushka

Åbenlyse ligheder mellem Almodovár selv og både Elsa og Raúl er en fryd for auteurens fans uden at være en udfordring for de uvidende. Det ekstra lag af referencer bidrager positivt til denne filmiske babushka af fiktion og virkelighed.

Men, som bekendt, gemmer den sidste figur i en babushka ikke på andet end sig selv. Og det er også selve filmens pointe: grebet, det at bruge virkeligheden og fiktionen. En pointe, der i og for sig er interessant nok. Tidsånden gnides snart sagt ud af autofiktionens lampe; den og dens etiske problematikker er allestedsnærværende i kulturen i både litteratur og film.

Men pointen, som Almodovár i hvert fald udformer den, er ikke stærk nok til at opveje filmens haltende, kalejdoskopiske plot, der stikker i alle mulige og umulige retninger.

Først mod slutningen opstår der en form for ophidsende klimaks, men da er det for sent. Man har allerede givet slip på karaktererne og accepteret, at der ikke er mere til filmen end en refleksion over grebet.

Filmen er dog ikke selvsmagende, sådan som megen autofiktion ofte bliver anklaget for at være det. Den er blot kedeligt selvtematiserende, virkningsløs langsommelig og derfor ikke på niveau med Almodovárs andre værker.