Smid alt, hvad du ved om den romantiske komedie, ud af vinduet – og mens du er i gang, så luft lige ud. For lummert bliver det, når Alexander Skarsgård og Harry Melling fører os ind i den fascinerende verden af BDSM og kink.

Her er intet meet-cute, som du kender det. Ingen uskyldige tilfældigheder, røde kinder eller forlegen hilsener. Vores hovedperson ender ganske vist på alle fire, men det er ikke for at samle studiebøger op efter et tilfældigt sammenstød i skolegangen. Det er for at slikke et par beskidte støvler i en mørk gyde, mens en læderklædt muskelbøf står tavs og afmålt over ham i bar kasse og “polerer håndtaget”.

Ejermanden på den støvlelabbende tunge er Colin (Harry Melling), en spinkel og halv-akavet britisk mand, som konstant ligner en undskyldning for sin egen tilværelse. Ejermanden på håndtaget er Ray (Alexander Skarsgård), Colins diametrale modsætning: en maskulin, mystisk motorcyklist, der kun lader stemmebåndet løsne sig, når det er absolut nødvendigt.

De to mænd er så forskellige, at deres dynamik næsten uundgåeligt bliver skæv – og det er netop det, de kan lide. Der går ikke længe, før de indgår i et forhold fyldt med fart, fare og fetich.

Med på bagsædet

“Pillion” er betegnelsen for bagsædet på en motorcykel – passagerens plads bag føreren. Når man først ved det, giver filmens tematik næsten for god mening.

Ray er chaufføren. Den dominante, der styrer slagets gang både på motorvejen og i soveværelset. Colin er passageren. Han lader sig kontrollere – og tænder på det. Men dynamikken stopper ikke, når legen slutter. Ingen “dropper rollen”, når tøjet ryger på igen. Colin agerer også hausfrau: laver mad, ordner hjemmet og får som tak lov at sove på gulvet for fodenden af Rays dobbeltseng.

Det er en altomfattende magtdynamik, hvor friheden – paradoksalt nok – findes i at overgive sig. I hvert fald indtil den ikke gør.

Der er ingen tvivl om, at Colin er med på legen. Han begærer underdanigheden. Men samtidig begynder han at stille spørgsmål ved, hvor hans grænser går. Tvivlen begynder så stille at titte frem, og ligesom de små, skingre knirkelyde, der nu engang opstår, når to læder-entusiaster sætter gang i friktionen, er der noget, der ikke helt klinger. 

Sovs og kartofler møder seler og stål

Filmen begynder midt i den traditionsrige britiske juletid, og blandt lallede julesalmer og kiksede sweaters er det klokkeklart, at Colin ikke passer ind. Han længes efter noget andet, noget mere. Men jo længere han bevæger sig ind i kink-miljøet, desto mere bevæger han sig også væk fra sin knapt så eventyrlystne familie. 

Kontrasten mellem kink-miljøet og Colins britiske forstadsfamilie er et af filmens mest interessante greb. Her bliver de større tematiske spørgsmål tydeligst. Desværre ser vi det lidt for sjældent, og den ellers fængende sidehistorie om hans kræftramte mor ender ironisk nok på bagsædet uden sikkerhedssele. Når turen er omme, sidder man med en fornemmelse af, at noget nuance er blevet tabt i vejkanten.

En af filmens største styrker er dens respektfulde, næsten nøgterne blik på kink-kulturen. Om det er brydning i trikoter med udskæringer til bagdelen eller biker-udflugter, hvor sexslaver spændes fast til picnicbænke, præsenteres det uden en snært af sensationalisme. Kameraet glor ikke. Det dømmer ikke. Det registrerer blot. Det er en forfriskende tilgang til et emne, der ellers ofte drukner i moraliserende fordomme eller poleret fetichæstetik.

Følelsesmæssige fartbøder

Filmen vil gerne være fuldstændig ikke-dømmende, og langt hen ad vejen lykkes det. Men den falder også i velkendte fælder: den underdanige som tragisk offer, der skal lære at sige fra, og den dominerende alfahan som emotionelt utilgængelig magtmisbruger.

Problemet er ikke, at forholdet er dysfunktionelt. Problemet er, at filmen både vil afstigmatisere kink-kulturen og samtidig ender med at reproducere nogle af de mest gængse stereotyper om miljøet. Man kan ikke både løsne rebene og stramme dem.

Mod slutningen vendes dynamikken på hovedet. Roller krakelerer, og vi ser to mennesker uden deres faste positioner. Det er et af filmens smukkeste øjeblikke. Her åbnes en dør til noget større og mere nuanceret, men det er, som om filmen – ligesom sine karakterer – tøver med at træde helt ind.

‘Pillion’ tager os med ud på små, ujævne veje, hvor romantikken ikke er poleret, og hvor frihed kan føles lige så skræmmende, som den er forløsende. Den accelererer indimellem, men for ofte bliver det til hjulspin i mudret terræn – og kommer derfor ikke helt op i det gear, den ellers har potentiale til.