‘Predator: Badlands’ forsøger at forvandle den frygtindgydende jæger til en helt. Men i stedet for rædsel og spænding får vi sympati, humor og en historie, der aldrig rigtig tager fat.

Predatoren som karakter er ubestrideligt cool. Den sniger sig gennem mørket med sin usynlighed, skanner sine omgivelser med radarsynet og viser sine store hugtænder, når den åbner munden på vid gab — jeg mener, come on, det her rumvæsen er en af filmhistoriens mest ikoniske monstre.

Siden John McTiernans original fra 1987 har franchisen leget med forskellige fortolkninger af Predator-universet. I 2022 gav Dan Trachtenberg serien nyt liv med ‘Prey’, en historisk sci-fi-actionfilm, hvor en Comanche-kriger (Amber Midthunder) kæmpede mod Predatoren med list og overlevelsesinstinkt i stedet for maskinpistoler og granater. 

Nu vender Trachtenberg tilbage med ‘Predator: Badlands’, begyndelsen på en ny æra for franchisen, hvor fokus denne gang ligger på den blodtørstige, ubarmhjertige Yautja-klan.

Men i stedet for at give os et indblik i den nådesløse klan, får vi her en Predator der er… sød?

Predatoren som helt

‘Predator: Badlands’ vender den sædvanlige fortælling på hovedet. Det er ikke en historie om mennesker, der jages af et ubarmhjertigt monster, men om en sympatisk Predator, der bliver dagens helt.

Unge Dek (Dimitrius Schuster-Koloamatangi) er det svageste led i sin klan. Han dømmes til døden af sin egen far, men undslipper efter en voldelig kamp. For at bevise sit værd rejser han til den ekstremt fjendtlige ”death planet” Genna for at dræbe et berygtet uhyre kaldet Kalisk.

På den ukendte planet følger vi hans kamp for overlevelse i et terræn, der minder om ‘Avatar’ (2009) med sine både farlige og smukke omgivelser. Slyngplanter skyder frem og griber hans forsyninger, og små eksplosive orme kan sprænge alt i luften på et øjeblik. De dødelige fælder fungerer som åbenlyse setups, der næsten råber: “Se, vi bliver brugt senere!” – men hey, det ser stadig fedt ud.

Lidt à la ‘Avatar’ eksisterer ‘Predator: Badlands’ primært for at levere masser af imponerende CGI. Der bliver skabt en fængende verden, og designet af de forskellige væsner er fremragende. Både Dek og Kalisken er utroligt udtryksfulde, og der er et stort udvalg af andre spændende monstre at udforske.

Snakkesalig robot stjæler showet

Før Dek møder Kalisk-monsteret, støder han på Thia (Elle Fanning), en syntetisk skabning direkte taget ud af ‘Alien’-filmene (1979). Fox, produktionsselskabet bag, har flere gange udnyttet crossoveren siden ‘Alien vs. Predator’ i 2004, men Thia som en Weyland-Yutani-robot tilfører i sidste ende ikke ret meget til historien, ud over virksomhedens sædvanlige rolle som en anonym, grådig korporation. Kritikken rammer bare ikke helt i den her Disney-ficerede franchisefilm.

Elle Fanning er dog vildt charmerende som den overivrige Thia, der mangler sine ben og slæbes gennem skoven af Dek som en rygsæk. Mens Dek udelukkende taler på Yautjaens modersmål (tænk Klingon med lidt ekstra klik for effekt), har Thia en universel sprogfunktion, der praktisk nok gør, at vi kan forstå, hvad hun siger. Hun snakker konstant og bringer en frisk energi til filmen.

Farvel til R-rating

I stedet for at fokusere på frygt og blodbad, satser ‘Predator: Badlands’ på humoren i det atypiske makkerpar mellem den snakkesalige robot og stoiske Predator.

Thia forsøger at overbevise Dek om, at den bedste jæger ikke er en enspænder, men alfaen, der beskytter sin flok. Det er overraskende hjertevarmt for en franchise, der startede med en frygtindgydende snigmorder, der dræbte paramilitære soldater i junglen. Dek får endda en ny, sød, plysset sidekick – så kan de da tjene lidt penge på nuttet merch.

‘Badlands’ har stadig den klassiske action med velkoordinerede kampscener og en masse robot-håndlangere, der bliver dræbt, blandt andet af den halverede Thia, hvis ben kan udføre kung fu helt på egen hånd. Men blodsudgydelsen rammer ikke helt, når der mangler et sprøjt af rød farve og de gruvækkende udtrækninger af kranier og rygsøjler. 

Blodet oser, men er hvidt, neongrønt og gult, så det lige kan gå under PG-13-radaren.

Selvom det bugner af CGI-tung action, mangler der spænding. Der mangler noget på spil. Som en familievenlig sci-fi-action-eventyr er ‘Predator: Badlands’ underholdende og let at følge, men uden substans bliver det en forglemmelig og forudsigelig oplevelse.