Jorden er på vej ind i en ny istid, fordi solen langsomt bliver spist af rumpletter. I desperation griber man blindt efter enhver mulig løsning. En videnskabelig rumrejse er sidste skud i bøssen – altså en Hail Mary.
I rummet er vi ikke alene. Den erkendelse må naturfagslæreren Ryland Grace (Ryan Gosling) hurtigt gøre sig, efter han vågner op på et rumskib flere lysår fra jorden uden nogen erindring om, hvordan han er havnet der. Hans eneste selskab er skibet selv – og hans besætningsmedlemmers lig.
Langsomt stykker han sammen, at han har et formål derude. Han skal redde solen.
Men han er ikke alene.
Mere venskab end videnskab
’Project Hail Mary’ er en herlig filmatisering af Andy Weirs bog af samme navn og holder sig overordnet tro mod forlægget. Filmen giver dog også plads til at udforske historiens følelsesmæssige kerne: båndet mellem Grace og rumvæsenet Rocky (James Ortiz).
Hvor romanen ofte dvæler ved naturvidenskabelige forklaringer og tekniske detaljer, vælger filmen at skære ned på de elementer og i stedet sætte venskabet i fokus.
Det usædvanlige partnerskab udvikler sig hurtigt til filmens hjerte og bliver en fortælling om opfindsomhed og samarbejde mellem væsener fra forskellige solsystemer.
Samtidig får flere af birollerne mulighed for at træde tydeligere frem. Især Eva Stratt (Sandra Hüller) fremstår mere nuanceret på lærredet, hvilket giver karakteren større følelsesmæssig dybde.
Filmens humor fungerer ofte som et charmerende modspil til fortællingens spænding, men kan til tider underminere alvoren. Alligevel finder filmen sin balance, selvom afslutningen føles en smule forhastet i forhold til de mere tålmodigt opbyggede forudgående 120 minutter.
En missionsdrevet præstation
Phil Lord og Christopher Miller, instruktørerne bag, er ambitiøse filmskabere – præcis hvad en historie som ’Project Hail Mary’ kræver. Filmen balancerer mellem seriøst rumdrama og hyggelig buddykomedie, en svær balance, hvor tonen let kan tippe for langt til den ene side.
Netop her kommer det fænomenale skuespil ind.
Ryan Gosling er både charmerende og overbevisende som den usandsynlige og lettere kejtede helt Ryland Grace. Hans fysiske komik føles næsten absurd over for rumfærdens seriøsitet, men netop den kontrast giver karakteren personlighed.
Samtidig formår Gosling at spille Grace med en oprigtig sårbarhed, der trækker publikum ind i filmens intime løsning på en krise, der ellers udspiller sig i universets enorme skala.
Som en stik modsat karakterarketype brillerer Sandra Hüller som den knivskarpe og kompromisløse Eva Stratt. Hun fremstår som en kølig strateg med utilitaristisk handlekraft, men lader samtidig små glimt af empati bryde igennem.
Hendes overraskende karaokenummer bliver derfor et af filmens mest mindeværdige øjeblikke og uden tvivl et af filmens jordbundne højdepunkter.
Selv James Ortiz gør meget med lidt. Med kun sin stemme til rådighed formår han at menneskeliggøre Rocky og give karakteren en varme og humor, der bærer en enorm del af filmens emotionelle tyngde.
Samspillet mellem Gosling og Ortiz bliver i sidste ende filmens samlingspunkt.
En hyldest til håb
’Project Hail Mary’ formår at oversætte Andy Weirs oprindelige vision til et storslået visuelt univers.
I forsøg på at fremhæve kammeratskabet mellem Grace og Rocky nedtoner filmen dog noget af den charme, der gjorde romanen så dragende – især populærvidenskaben og gennemgangen af Graces evner som problemknuser.
Alligevel står filmen så stærkt på egne ben, at savnet sjældent mærkes. Filmen bliver i højere grad en fortælling om samarbejde, ydmyghed og håb.
Resultatet er et kærlighedsbrev til menneskehedens evne til at finde løsninger – en fortælling, der rækker langt ud over den klassiske rumoverlevelsesfilm, man måske havde forventet.
Samtidig er filmen et visuelt vidunder. Set i IMAX føles rummets uendelighed både overvældende og intim på samme tid, og publikum føres langt væk hjemmefra på lige fod med filmens hovedpersoner.
Med filmens spektakulære og altomfattende tone kan oplevelsen næsten kun opsummeres med Rockys egne ord: Forbløffe! Forbløffe! Forbløffe!

