Kun et år efter den eminent hæsblæsende ‘Weapons’ sparker instruktøren Zach Cregger nu nyt liv i gamle zombier. Resultatet er en velfungerende oversættelse fra computerspil til stort lærred, som både garvede fans og generelle gyser-entusiaster kan blive begejstrede for.
Det er ikke nemt at skulle opsummere et franchise som ‘Resident Evil’, der til dags dato har 31 spil, syv spillefilm, fire animationsfilm og en Netflix-serie. Heldigvis er det heller ikke nødvendigt.
Filmens største genistreg er nemlig, at den ikke låner så meget fra seriens ikonografi, som den bruger seriens stiltræk som palet til at finde frem til sine egne nuancer af blodrød og slimgrøn.
Udover enkelte klukværdige visuelle referencer forventer den nyeste film, som faktisk bare hedder ‘Resident Evil’, hverken paratviden eller forberedelse fra sit publikum.
Det den så tager med sig fra serien, er selvfølgelig først og fremmest zombier og splat, men også en helt bestemt tilgang til gys, som på en gang er flabet, fængende og frygtindgydende.
Det er uden tvivl det bedste filmmatiseringsforsøg af serien til dags dato, også selvom den lige har et par enkelte bump på vejen dertil.
Gennem knogler og hud skal posten ud
Vores portal ind i dette helvedesunivers er budbringeren Bryan. Hans umiddelbare intentioner er at få leveret en pakke til hospitalet i Raccoon City så hurtigt som muligt, så han kan skynde sig hjem og få talt tingene igennem med sin måske-gravide kærester. Den plan bliver dog hurtigt bremset af et mere umiddelbart behov: at overleve en mindre zombieapokalypse.
Bryan spilles af Austin Abrams, som tidligere spillede stofmisbrugeren James i instruktørens tidligere film ‘Weapons’, hvor han lykkedes med at skille sig ud blandt et bredt og talentfuldt skuespillerensemble. Nu er han så blevet skubbet ud på det dybe vand, hvor han ikke bare skal bære hovedrollen, men også skal stå ret meget alene.
Den stakkels budbringer får nemlig ikke særligt mange andre karakterer at spille op imod. I stedet møder han en serie af kødfulde og til tider menneskelignende forhindringer, som han skal slippe så helskindet fra som muligt.
Det viser sig at være en velfortjent tillid til den gode Austin Abrams. Han er absolut velfungerende som den vaskeægte hvermand, der gør det voldsvirvar filmen sprøjter og oser med meget mere virkelighedstro og virkningsfuldt.
Nyt blod til fordærvet kød
Den nyeste ‘Resident Evil’-film er en gysersk tour de force, som leger med genretræk og bevæger sig hypnotisk fra knivskarp spænding til det rene ragnarok.
Det er både noget, Zach Cregger har vist sig at være rigtig dygtig til i sine tidligere film, og et utroligt solidt match til selve sjælen af de originale spil, som flirtede og eksperimenterede med alle de gyserklichéer, de overhovedet kunne få fat i.
Samtidig kan man desværre også virkelig mærke det, når en film, der ellers har en spændingskurve som en dundrende lavine, pludselig mister pusten i sin slutning.
‘Resident Evil’ er på mange måder en rutsjebane, der med barnlig og makaber ivrighed suser fra den ene opfindsomme sekvens til den anden. Det glipper kun helt til sidst, hvor filmen satser på en lidt for vovet afrunding, der ender med at punktere mere, end forløse sit momentum.
Det er jo heller ikke, fordi man skal bedømme en rutsjebane på, hvordan den stopper. ‘Resident Evil’ er absolut billetten værd. Det er bare også en smule skuffende, at en forlystelse med så mange fede adrenalinsus ikke lykkedes i at efterlade én med snurren i fingerspidserne.

