Den danske mester inviterer os for sidste gang ind i vanviddets hospital, hvor kaos og ondskab hersker. Men der er også er et hjerte af guld, en dosis eventyr, og et utal af herligt absurde, morsomme indfald.

Anmeldelsen er skrevet på baggrund af hele serien

En mager kvinde står i et moselandskab (Bodil Jørgensen). Tågen omkring hende er tyk,
og vandet går hende til knæene. Foran hende tårner et kæmpe hoved frem (Udo Kier). Vandet når op til dets mund og dets øjne er fyldt med tårer. Hvis vandstanden stiger yderligere vil det mystiske væsen drukne.

25 år efter anden sæson af den banebrydende serie ’Riget’ ”Har porten til Riget har åbnet sig på ny”. Den nye del er en blanding af glædelige gensyn med gamle karakterer og nye ansigter der spøger i persongalleriet.

En af de nye personer i universet er søvngængeren Karen. Efter at have set de to første sæsoner af den ikoniske serie på dvd, har hun haft mareridt, der har fortalt hende at Riget ”Ikke er raskt endnu og hun drager målbevidst mod hospitalet for at hjælpe, så Exodus kan lykkes, og de gode og onde ånder kan komme hjem og porten til Riget kan lukkes for evigt.

Som fru Drusse (Kirsten Rolffes) i de to forrige sæsoner, løser hun gåden i slåbrok og hjemmesko. Hendes søvngængeri giver hende adgang til den åndelige verden på Riget, så svarene skal findes i søvnen. Hun får støtte af Bulder (Nicolas Bro), en portør som egentlig hedder Balder, men alle kalder ham for Bulder, for han minder om Fru Drusses søn (Jens Okking), der assisterede sin mor, da hun forsøgte at hjælpe Rigets mange ånder i de to første sæsoner.

Det gyldne hjerte

Den nye sæson forbinder sig elegant med de to tidligere, ved at vise korte klip i sort-hvid fra de gamle episoder. På den måde for nye seere en fornemmelse for, hvad der er sket tidligere og for os der ved besked, er det et kært gensyn. Man bør dog skænke sig den gave at gyse og grine sig igennem de to første sæsoner inden man ser den nye.
Vores protagonist Karen er formentlig den samme Karen som i Lars von Triers dogmeværk ’Idioterne’, instrueret i 1998. Filmen var en del af Lars von Triers Guldhjerte-trilogi, som desuden indeholdt ’Breaking the Waves’ fra 1996 og palmevinderen ’Dancer in the Dark’ fra 2000. Trilogien har alle tre kvinder med et hjerte af guld i front.

Karens karakter har ligesom de to andre guldhjerte-kvinder, en frelsende engel-natur. Hun er naiv, sødmefuld og uskyldig. Hun taler meget langsomt, lavt og blidt, af og til hviskende.
Troskyldigheden og hendes godtroenhed er hendes superkraft, for det giver hende en klippefast tro og styrke i hendes mission på Riget. På et tidspunkt siger hun: ”Hvis Riget skal reddes må man tage de skrammer det giver. Det betyder bare vi er på rette vej”. Ved at bringe hende ind i universet bringer Trier en stemning af varme og uskyldighed.

Karens blidhed og store hjerte spejles i et eventyrligt aspekt, som vi møder i rigets åndeverden. Her hersker samme æstetik, som vi møder i seriens intro, hvor vi ser blegemændene blege deres lagner. En verden i rolige farver og tempo. Når der tales om den verden bliver det ofte udtrykt i smukke poetiske vendinger som ”Storebror er ved at drukne i sine egne tårer” eller ”Storebror har ondt i hjertet”.

Karens karakter giver universet en dragende ny dimension og da hun er hovedpersonen gennemsyrer det hvert eneste afsnit og bliver en kompleks kontrast til det mørke og absurde i fortællingen. Når det smelter sammen med eventyrdelen, gør det universet rigere og man kan mærke, hvordan Trier har udviklet sig som kunstner i de 25 år der er gået siden anden sæson blev lavet.

Humoristisk overskud og sprogblomster

Jeg er imponeret over de mange originale, absurde og virkelig morsomme indfald de to manuskriptforfattere Niels Vørsel og Lars von Trier har skabt og fået plads til uden, at helheden virker rodet eller overflødigt. Gang på gang beruses jeg af de komiske indslag og sprogblomster, som manus indeholder. Jeg kan nærmest høre de to klukke imens de digter.

Et yndlingseksempel er karakteren ”Elevatornissen”(Ghita Nørby). Hun hedder egentlig Rigmor Mortensen og var i de første to sæsoner anæstesilæge på neurologisk afdeling. Nu er hun indlagt på sygehuset og kører rundt i rullestol, for begge hendes ben er blevet amputeret. Hun er klædt i en blomstret fleece-slåbrok og nissehue. Hendes yndlingsbeskæftigelse er at finde professor Pontoppidan (Lars Mikkelsen), afdelingslederen på Neurologisk, i en af hospitalets elevatorer og drille ham med historier fra dengang de var genboer. Den meget konfliktsky mand gør alt for at undgå hende, men pludselig lyder det ”hu hu” og han er fanget i elevatorens lukkede rum sammen med hende.

Kreativ og kantet hjerne

Efter at have sethele serien er jeg ikke i tvivl om at de to største skuespilpræstationer er Bodil Jørgensen som Karen og Lars Mikkelsen som professor Pontoppidan.

Førstnævnte hengiver sig til rollen i en grad, at hendes symbiose med karakteren er total og den måde hun til perfektion skildrer karakterens mildhed og ukuelighed er så rørende og præcis.  Den ældste af Mikkelsen-brødrene har ENDELIG fået den komiske rolle hans talent har fortjent, for hans evner i det humoristiske er mindst lige så store som i det dramatiske, som han hidtil kun har fået mulighed for at vise på teaterscenerne.

Da rulleteksterne i sidste afsnit kørte hen over skærmen sad jeg fuldstændig lammet tilbage. Mit hoved og krop føltes tungt, som havde jeg fået et chok. Sådan har flere af den store instruktørs værker ramt mig, men det er det jeg elsker ved dem. At de påvirker mig så stærkt, så jeg rystes ud af hverdagens til tider prosaiske stemning og løftes ind i en verden, hvor kaos kontrolleres af en kløgtig og kompromisløs kunstner.

Lad os mødes på Rigets tag til en glædes-dans for Lars von Triers dejligt krøllede, kreative og kantede sind. Må den aldrig slutte med at avle ideer.