Roskilde Festival møder krigsramte unge i ’I Wish the World was a Paper Plane’

Copyright: Angel Films

At leve er et privilegium, fortæller unge syriske flygtninge til unge danskere, som alle er med i et eksperiment for at forstå menneskerettigheder, og hvordan de påvirker ens liv. Den danske instruktør Camille Bildsøe fanger kultursammenstødet med sin inspirerende dokumentar.

I sommeren 2019 samledes unge fra forskellige dele af verden i Antalya for at bruge to uger på at tale om menneskerettigheder.

Tyrkiet bruges ikke kun som samlingspunkt på grund af dets geografiske placering, hvor kulturer og religioner mødes, men også på grund af de mange syriske flygtninge, som nu bor i landet.

De unge syrere bryder grænser og danner bånd med de vestlige unge, som er taget dertil for at nedbryde fordomme og lære mere om kultur og politik.

Samtidig lærer de mere om, hvor forskellige deres verdener rent faktisk er.

Når blåøjet naivitet møder den barske sandhed

Gruppens medlemmer tager i moské, hvor de får lov til at overvære en bøn og til derefter at stille spørgsmål, som dækker alt fra det praktiske ved bønnerne til, hvad de lokale synes om IS og deres fortolkning af Koranen.

Det sidste spørgsmål stilles (selvfølgelig) af en af danskerne i gruppen.

Måden situationen er blevet filmet på gør, at man virkelig kan mærke den akavede stemning, og man kan næsten høre de mentale barrierer blive bygget op inde i hovederne på de involverede, mens de går i forsvarsposition.

På den måde udgør situationen også et godt symbolsk udgangspunkt for resten af dokumentarfilmen, da man får en forståelse for hvordan disse barrierer så bliver brudt ned igen.

Inderst inde er vi ikke så forskellige endda

Projektet består af en såkaldt teatralsk performance, hvor de unge skal lave forskellige kropslige øvelser og forestillinger.

Pointen ved dem er, at vise hvordan alle mennesker helt grundlæggende har de samme behov, når det kommer til fysisk kontakt, empati og tolerancer – på trods af deres forskellige baggrunde.

Den samhørighed, de finder under disse øvelser, hjælper dem også med bedre at forstå hinanden, når det kommer til den politiske del af det.

De forskellige politiske holdninger og fortolkninger af menneskerettigheder skaber konflikt, men det er gennem konflikten, at udviklingen sker.

Det er ikke kun de vestlige unge, som lærer mere – syrerne lærer, hvordan de kan udtrykke deres følelser og oplevelser nemmere, hvilket gør samarbejdet i hele gruppen bedre.

Dokumentaren fanger smukt følelsen af frustration fra begge sider af gruppen kombineret med en fornemmelse af forståelse for projektets problemstilling og de emner, der bliver bragt op.

Krig er ikke det modsatte af fred

Som seer udvikler man sig samtidig med deltagerne i projektet, i takt med at de også lærer mere om både sig selv og den situation de står i.

’I Wish the World was a Paper Plane’ giver et dybt indblik i krigen i Syrien og flygtningekrisen, men på en meget lavpraktisk og relaterbar måde, utroligt nok.

Man får en bedre fornemmelse for de individuelle oplevelser, som samtidig er gældende for mange flygtninge, og man ser også, hvordan en opvækst og et liv i den vestlige verden virkelig er et privilegium i sig selv.

Dog mangler dokumentaren desværre en form for introduktion af de enkelte deltagere og en konklusion af projektet eller en opsummering af en slags, som virkelig kunne binde det hele smukt sammen.

Man bliver i stedet efterladt med et ønske om at vide mere og at kunne gøre mere.

Men måske det faktisk er en passende afslutning som en slags symbolsk performance og fortolkning af flygtningekrisen i sig selv?