Iranske Asghar Fahradi leverer endnu en gang et intenst og realistisk drama om menneskets sind, hvor klichespørgsmål som ’Er hævn det hele værd?’ faktisk leder til tankevækkende og dybe diskussioner
’Øje for øje, tand for tand’ – Revenge-flicks bliver ofte anset for at have en meget lav status indenfor filmkunst. De har en simpel plotstuktur; ’mand må hævne sig for sin kone/onkel/barn, men er hævn nu det værd?’ og de ender typisk i tjubang-vold og et klimatisk showdown mellem hovedpersonen og gerningsmanden, som enten dør eller skånes afhængig af hovedpersonens moralske kodeks. Typisk støttet af konen, der på melodramatisk vis beder sin blodtørstige mand om ikke at give efter sin hævntørst. På mange måder er genren det mandlige svar på chick-flicks; det bliver aldrig kunstnerisk, men der er alligevel meget hygge i at se dem. Personligt kan jeg heller ikke holde mig fra en hævnfuld klassiker som ’Man on Fire’ fra 2004.
Men hvad nu hvis et revenge-flick foregår i et helt andet land, er samfundskritisk og der ikke bliver affyret et eneste skud? Svaret er Irans Oscar-vindende ’Sælgeren’, hvor instruktør Asghar Farhadi bryder nye grænser for genren.
Aldrig lad døren stå åben
Gennem filmens historie har ikke-engelsktalende lande haft en speciel evne til at vise gennem deres filmkunst, hvor vanvittig ringe forholdene egentlig er i deres land. Italienerne viste deres ekstreme fattigdom i ’Cykeltyven’, russerne viste deres korruption i ’Leviathan’, og nu viser Iran med ’Sælgeren’ et bogstavelig talt faldefærdigt samfund. Ægteparret Emad og Rana bliver nødt til at flygte fra den ene kollapsende lejlighed efter den anden, pga. hensynsløst konstruktionsarbejde.
Endelig får de tilbudt en stor og holdbar lejlighed af en kollega. Men lejlighedens tidligere lejer har en dyster hemmelighed, og da Rana en aften alene hjemme lader døren stå åben, fordi hun tror at hendes mand kommer hjem fra arbejde, bliver hun brutalt overfaldet. Emad vil gøre alt for at finde gerningsmanden, mens han samtidig skal opretholde sit job som lærer, og færdiggøre sit skuespil af ’En sælgers død’ sammen med sin nu paranoide og knuste kone.
Hævn i verdensklasse
’Sælgeren’ skiller sig først og fremmest ud med dens komplekse realisme og sociale relationer. Ligesom i Fahradis sidste Oscar-vindende film ’Nader og Simin – en separation’ bliver vi som tilskuere ikke bedt om at tage stilling til hvem der gør det rigtige, men derimod om at observere disse karakterer som i sidste ende bare vil gøre, hvad de føler der er rigtigt. På denne måde skaber Fahradi en moralsk kompleksitet, som formår at blive dyb og tankevækkende og går ind i det menneskelige sind. Mens de klassiske hævnfilm er fyldt med one-liners, der udpensler hvad man skal føle på ethvert tidspunkt, vælger Fahradi at lade Emad og Ranas ansigtsudtryk tale for sig selv. Dermed er ’Sælgeren’ først og fremmest en blændende skildring af konfliktfyldte mennesker, som også bliver en gribende thriller. Selvom der ikke bliver affyret et eneste skud i klimaks banker hjertet ad Pommern til. Man aner ikke selv, hvem man egentlig skal holde med!
Når filmen endelig halter, er det når den forsøger at være mere end en revenge-flick. Titlen ’Sælgeren’ stammer som sagt fra skuespillet ’En sælgers død’, som ægteparret forsøger at færdiggøre. Emad spiller sælgeren Willy Loman, og her forsøger Fahradi tydeligt at lave en dyb perspektivering mellem teaterstykket og filmen selv. Perspektiveringen ender dog aldrig at få nok fokus, og det samfundskritiske syn på det altødelæggende konstruktionsarbejde kommer også for hurtigt i glemmebogen. Derfor bliver ’Sælgeren’ ikke mere end en klassisk film om hævn, men når det er udført på så ekstraordinær manér med fantastisk skuespil, gribende spænding og kynisk realisme kan man næsten ikke have ønsket andet.