Fortællingen om den somaliske OL-løber, Samia Yusuf Omar, er helt utrolig i sig selv. Det er derfor ærgerligt, at filmen om hende ikke efterlader et større dramatisk indtryk.
Samias liv har næsten alle dramakvaliteter, man kan komme i tanke om til en intens, storladen film: kønsrollekonflikt, politiske uroligheder, borgerkrig, et strengt religiøst regime, verdens største sportsbegivenhed, drømme, ambitioner, død og flugt.
Yasemin Şamdereli og Deka Mohamed formidler historien om den unge pige fra Mogadishu, som elskede at løbe, var hurtigere end drengene og deltog i lånt udstyr – uden træner – ved OL i Beijing i 2008. Historien handler også om somalisk borgerkrig og den militante islamiske celle Al-Shabaabs syn på kvinder og kønsroller, som forbyder Samia at dyrke sport. Denne undertrykkelse af hendes kærlighed til løb sender hende i 2011 på flugt til Europa.
På papiret er denne livshistorie vanvittig spændende, og alligevel føles den på en underlig måde underspillet – og det føles ikke som om, at det er med vilje.
En stærk beretning på lang løbetur
Samia – den lille drømmer er stemningssættende fra start. Man forstår hurtigt Somalias historie og den setting, vi befinder os i ved filmens start. Det er elegant løst med gamle tv- og radioklip, som forener atmosfære og information. Desuden opdeler Şamdereli og Mohamed Samias fortælling i to dele: hendes liv i Somalia og hendes liv på flugt.
Der lægges stor vægt på Samias barndom, hvor hendes løbetalent virkelig tydeliggøres. Barndomsdelen bliver langtrukken grundet mange løbescener, som man hurtigt fanger betydningen og vigtigheden af, hvorefter det kommer til at virke lidt gentagende. Det bliver skåret ud i pap, at hun er dygtig, at byen ved det, og at der er utilfredshed med, at hun som pige dyrker sport – her undermineres de andre store samfunds- og livsbegivenheder.
Vi ser nemlig også langsomt bevægelsen, Al-Shabaab, overtage landet i vores hovedpersons barndom, og den del af fortællingen er yderst dragende. Man bliver både provokeret, skræmt og oprørsk undervejs, og man får stærke følelser at opleve.
Løb for livet
Tempoet bliver noget bedre efter et spring i tid, hvorefter vi følger Samia i de sene teenageår. Vi ser hendes oplevelser ved OL, og det komplekse forhold til familien giver varmen fra et klassisk underdog-moment, som kommer på det helt rigtige tidspunkt.
Herfra får filmen mere retning og nerve. Samias flugt gennem Afrika skaber en fysisk og følelsesmæssig intensitet, som danner et nuanceret billede af den desperation, som konstant driver hende. Vi forstår også betydningen af de drømme, som hun har, for hun er på en livsfarlig rejse for at kunne udleve dem i fred. Hun løber for livet – fordi hun lever for at løbe.
Den dramatiske tyngde, som historien har lagt op til, nærmer sig endelig her. De ekstreme vilkår og modsætninger i Samias liv er gribende og mærkbare. Fra en barndom i et krigshærget land til en deltagelse i OL under bizarre forhold og en lang flugt mod Europa og friheden.
Det rammer langsomt, men det rammer
Samia Yusuf Omars historie er ganske enkelt vanvittig – og alligevel er den her i filmen lidt for lang tid om at komme i gang. Virkeligheden er så dramatisk, så hvorfor føles skildringen af den ikke lige så dramatisk?
Der sniger sig selvfølgelig nogle følelser ind undervejs. Sorg, frustration, oprigtig medfølelse med den lille pige, der bare gerne ville løbe. Jeg må også sige, at jeg aldrig havde troet, at jeg skulle blive rørt af et svedbånd.
Samia – den lille drømmer er ikke revolutionær, men den sætter vigtige tanker i gang – og også følelser. Samias liv er et bevis på, hvor meget uindfriet potentiale der går tabt, når mennesker bliver ofre for krig og flugt. En pointe fra filmen, som er helt sindssygt relevant lige nu i en tid med international politisk uro, hvor manges rettigheder og opnåede friheder indskrænkes.
