Samsara

Efter 5 år undervejs med en rejse igennem 25 forskellige lande på 5 kontinenter er det visuelt potente pragtstykke af en dokumentarfilm, Samsara, nået til de danske biografer. Og det er bestemt ikke en oplevelse, man må snyde sig selv for.

Ordet Samsara er betegnelsen for et ’evigt drejende livshjul’ indenfor østlig religion. Livshjulet omfatter fødsel, opvækst og overgår til forfald, død og dernæst genfødsel. Denne livets cirkel er netop, hvad makkerparret Fricke og Magidson forsøger at udforske med deres gribende dokumentar skudt på 70mm. Filmen udgør endnu et samarbejde imellem to-i-én instruktør og fotograf Ron Fricke og produceren Mark Magidson, som tidligere har haft succes med de prisvindende film Baraka (1992) og Chronos (1985).

Igennem en ordløs skildring leder filmen os igennem forskellige tilværelsesformer som omfatter alt fra naturens vidundere og hellig grund til industriel masseproduktion. I en potpourri af bjergtagende skønhed dukker også det absurde og monstrøse op, og i blandingen lurer det tidsdefinerende. Som eksempel på livets strømning, påbegyndes en montage med billeder af kyllinger og grise, som absurd nok kun er sat i verden for at dø. Efterfølgende bliver vi vist overvægtige mennesker, der spiser fastfood, hvilket resulterer i kirurgen, der udfører fedmeoperationer. Dette er blot en af de nyere tendenser, der skildres og blandes med alt fra tradition til tro.

Som de to forudgående film er også Samsara et udtryk for en sjældent set visuel og musisk intuition. Allerede inden titlen toner frem på den udstrakte 4K-lærred er de første kuldegysninger opnået. Samsara ynder at hvile på detaljerne, som kommer til at stå endnu skarpere, når kameralinsen udvælger sine scenarier. Dokumentarfilmens måske noget abstrakte narrativ forsvares med de utallige små historier, blot et enkelt billede formår at fortælle. En flok letpåklædte asiatiske damer danser i slowmotion til kontrapunktisk musik, mens muslimske damer står klædt i burka foran reklamer med mænd i stramme speedos. Fra øde landskaber til summende storbyer. Kontrasterne og absurditeten ses over alt.

Den nysgerrige og rejselystne tilskuer vil desuden fortabe sig fuldstændig i denne verdensomrejse på 1,5 time, hvor man glæder sig til at se hvor næste scene fører én hen både geografisk og emotionelt. Overraskende nok er der optagelser at finde af den danske Tollundmand og Mariesminde Kyllingefarm. Danmark er et af blot 3 europæiske lande, som filmholdet har lagt deres vej forbi.

Denne unikke dokumentar hylder ikke kun filmmediets kvaliteter men omfavner og foreviger også den verden, vi lever i, hvor kulturer, teknologier og landskaber danner kontraster. Hver indstilling formår at indkapsle stemningen og ånden, som veksler fra det humoristiske til det melankolske og gør filmen et biografbesøg værd.

Samsara har premiere onsdag d. 28. august kl. 19.00 i biografer landet over, hvor der vil være en direkte transmitteret introduktion til filmen fra Fanø. Det kan anbefales at se Samsara i 4K i bl.a. Cinemaxx og Thycho Brahe Planetarium.