’Scenes From a Marriage’: En smuk og medrivende fortælling om et ægteskab i opløsning

Copyright: HBO Nordic

Ét hus, ét barn, ét ægtepar. En simpel ramme for en kompleks historie.

’Scenes From a Marriage’ er en nymoderne fortolkning af det klassiske Ingmar Bergman-drama ’Scener fra et ægteskab’ fra 1973. Historien er tilpasset 2021, og enkelte elementer er enten byttet rundt hos de to hovedpersoner eller omskrevet.

Igennem indledende ’behind the scenes’-introsekvenser i hvert afsnit får man en klar fornemmelse af huset, der danner rammen for parret og deres fortælling. Det føles både intimt og klaustrofobisk. 

Huset, der starter med at være et symbol på stor kærlighed, er nu et fængsel, som ægteparret Mira (Jessica Chastain) og Jonathan (Oscar Isaac) både længes efter at bryde ud af, men som samtidigt er for trygt til at forlade. 

Den amerikanske miniserie byder på fem afsnit, der fungerer som nedslag i parrets forhold henover en periode på fire-fem år. Miniserien er instrueret af Hagai Levi (manden bag ’The Affair’), som også har udarbejdet tv-manuskriptet i samarbejde med dramatikeren Amy Herzog. Det er et stærkt samarbejde, som formår at kombinere teatralsk drama med dvælende intimitet.

Levi er i besiddelse af en exceptionel intuitiv fornemmelse for skildringen af et parforhold. Gennem de lange klip, tætte nærbilleder og hurtige panoreringer kastes seeren hovedkulds ind i Mira og Jonathans følelsesliv. Ligesom i ’The Affair’ formår Levi at skildre alt det sagte og usagte i ægteskabet med en hjerteskærende realisme.   

Eksemplarisk udtryk

Oscar Isaac og Jessica Chastain har en fuldstændig fortryllende kemi på skærmen. De bevæger sig mellem vrede, anspændt tavshed og utæmmelig lyst, som var det en velkoreograferet dans.

I rollen som Jonathan bevæger Isaac sig over i en mere moden rolle, end vi tidligere har oplevet ham. Akademikeren med et hovent moralsk kompas viser sig at have meget mere at byde på, og det ustabile forhold til Mira tvinger ham til  at opdage nye sider af sig selv. For hvem er man egentlig uden sin formative støtte?

Denne udvikling personificerer Isaac med en subtil elegance, der samtidig bibeholder respekten for både karakteren og det forhold, Jonathan har til Mira.

Mira derimod er i sine følelsers vold. Hun svinger mellem intens angst, voldsomme udbrud, stærk kærlighed og manipulation. Mira, som nemt kunne blive en karikeret og usympatisk karakter, tøjles til perfektion af den garvede Chastain, som glider naturligt fra den ene sindstilstand til den næste. For hver udvikling Mira gennemgår, skifter Chastain alt fra kropssprog, mannerismer og ansigtsudtryk med raffineret ynde, der er en oscar værdig.

Et gennemgribende og stærkt drama

Hvert afsnit er indrammet af et hovedtema, der leder os igennem fem livsændrende momenter i parrets forhold. Hvert afsnit har en vedholdende intensitet, der er rammende i dens realisme. Indimellem er det næsten for hårdt at se på, men samtidig er det umuligt at løsrive sig.

Desværre mister serien pusten i sidste afsnit. Det er til dels symbolsk for deres forhold, at tempo og intensitet ændrer sig, men Levi mister grebet om den nerve, der fastholder seeren gennem de første fire afsnit. Hvad der kunne have været en medrivende og smuk afslutning på både serien samt parrets intriger, bliver en lettere blødsøden og flad fornemmelse.

Det er dog ikke nok til at ødelægge helhedsindtrykket af denne mesterlige serie, som bør være obligatorisk at se for alle i et parforhold. For gennem fem timer i Mira og Jonathans selskab bliver man både klogere på dem, mennesker generelt og parforholdets mange kompleksiteter.

’Scenes From a Marriage’ er den mest vellykkede genindspilning, jeg har set siden F. Scott Fitzgeralds ’The Great Gatsby’ fra 1974. Dette maratonløb af en præstation fra de to hovedroller er rørende poetisk i sin fremførelse, og Levi bør for altid beskæftige sig med den nuancerede skildring af parforholdet, for det mestrer han som ingen anden.