Tre kvinders moderkærlighed og venskab bliver sat på prøve, da deres børn bliver involveret i en sag om overgreb i en verden af tennis, ungdom og Aula. Desværre laver ‘Dobbeltfejl’ dobbelt så mange fejl som gode baghåndsslag.

Vi begynder i bedste ‘Challengers’-stil med en svedende Anne-Sofie (Sidse Babett Knudsen) på tennisbanen. Hendes lange, glatte hår er sat op i en hestehale, og de elegante forstads-smykker, hun ellers altid går med, er pakket væk sammen med blazeren og de hengemte cigaretter. 

Om lidt skal hun til fest på sin søn Frederiks (Viktor Garrison) skole, hvor bedsteveninden Sarah (Sofie Grålbøl) og hendes lidt yngre og “specielle” søn Oskar (August Mjelva-Aaen) har pyntet op, som det dydsmønster hun er.

På Frederiks tennishold er den nye, rebelske dreng Niels Christian (Julian Brix) startet, og hans mor Ulrikke (Asta Kamma August) bliver nu indlemmet i de sammentømrede kvinders fællesskab på trods hendes manglede status som mønstermor.

Nu er holdet samlet. Hvad der kunne blive en smuk fortælling om nye venskaber, bliver hurtigt spoleret, da Oskar anklager Frederik og Niels Christian for seksuelt overgreb, og en sort, altoverskyggende sky spreder sig over de tre familier.

Umiddelbart en hjerteskærende præmis for et højtravende drama, men desværre formår de dygtige skuespillere ikke at løfte det uforløste manuskript over netkanten til et endeligt smash.

Provinsen at its finest

‘Dobbeltfejl’ giver ved første indtryk lidt ‘Big Little Lies’-energi med stædige overklassemødre, utroskab og intriger. Asta Kamma August er nok også det tætteste, vi kommer på Danmarks svar på Shailene Woodley. 

Den lille fortælling om de tre mødre i provinsen med ægteskabsproblemer og livskriser har både dybde og relevans. 

Og historien om en dreng, der bliver krænket af sin gamle ven og udsat for spørgsmål om troværdighed og autisme, har også masser at byde på. Men tilsammen bliver det et rodet og forceret “spændings”-drama med ekstra tryk på drama.

Forestil jer ‘Jagten’ (2012), men hvis alting blev udpenslet og de helt store violiner blev trukket op af ketchertasken. Til sidst bliver man træt af at høre kvinderne råbe ad hinanden og deres børn, og man drømmer sig tilbage til de første scener, hvor filmens sjæl endnu ikke var blevet korrumperet af en tvivlsom morale. 

Bravo, damer! Her fungerer dobbeltspillet.

Der er ikke mange i dansk film, der når Sidse Babett Knudsen til sokkeholderne, men Sofie Gråbøl får lov til at komme op og kysse Babett Knudsens talentfulde ankler, og sammen er de et kæmpe power couple. 

Det er også her, filmen rammer sine højdepunkter. Når de to veninder deler en cigaret ved skraldespandene og får lov til at interagere med hinanden og spille op mod hinandens styrker, rammer vi loftet for dansk film. 

De unge drenge gør også et godt stykke arbejde, og deres historie for sig selv ville være en vellykket krimi. Oskar, der fryser, da han ser Frederik i skolen. Niels Christian, der bliver anklaget for overgrebet på baggrund af hans “karlsmarthed”. Og livet som ung i en by, hvor alle kender hinanden. Desværre er mysteriet hverken spændende eller uforudsigeligt.

Hvem skulle have troet, at Kurt Ravn vil være comic relief? 

Det er meget tydeligt, at filmen prøver at få pulsen op hos seeren. “Hæsblæsende” tenniskampe og flabede jokes fra Anne-Sofies ufølsomme far, spillet af Kurt Ravn. Og nogle gange virker det – problemet er bare, at man ikke er helt sikker på, hvad moralen er. Hvilken følelse skal man sidde tilbage med?

Filmen giver ikke den følelsesmæssige mavepuster, man havde håbet på eller forventet. Måske skal man være forældre for helt at forstå det? Eller måske levede manuskriptet bare ikke op til den stærke fortælling og de dygtige skuespillere.  

‘Dobbeltfejl’ får én stor stjerne for det potentiale, der ligger et sted i manuskriptet, én for Sidse og én for Sofie.