Ser du månen, Daniel

Ny vestlig verdenshistorie serveret på et sølvfad med en solid portion menneskelighed

Man siger det ofte: virkeligheden overgår fiktionen. I tilfældet ‘Ser du månen, Daniel’ er det faktisk sandt. Filmen bygger på Puk Damsgårds bog af samme navn, der følger den danske fotojournalist Daniel Rye før, under og efter han sidder fanget hos Islamisk Stat i Syrien. Det er selvsagt en brutal oplevelse, der samtidig bringer Daniel helt ind i en af nyere tids store konflikter på en spektakulær måde.

Fra Danmark til Syrien og tilbage igen

Filmen følger Daniels udvikling frem mod gidseltagningen. Han kommer i praktik hos en fotograf, der i virkelighedens verden var Jan Grarup, prisvindende dansk krigsfotograf. Daniel begynder at brænde for at formidle, hvordan livet går videre i konfliktzoner, for eksempel i den undtagelsestilstand som borgerkrigen i Syrien udløste. Men kort efter ankomsten til Syrien fanges Daniel og ender hos Islamisk Stat, hvor han udsættes for tortur.

Der veksles mellem scener i Syrien, hvor Daniel tortureres og scener i Danmark, hvor familien forsøger at navigere i den komplekse situation, det mildest talt er at kommunikere med gidseltagere. Det er et godt træk, for det er umuligt at se for længe på scenerne, der på grummeste vis fremstiller nedværdigelsen og ydmygelsen, der ligger i tortur. Filmen tør gå langt og fremstiller hovedpersonens degradering, så det gør ondt at se på.

Syriens barske, fysiske scener står i kontrast til scenerne med familien i Danmark, der er stærke på en mere mellemmenneskelig måde. De skildrer angsten, uvisheden og håbløsheden, der følger med at have et forsvundet familiemedlem. De interne dynamikker står endnu tydeligere, når der for alvor er pres på familien. Særligt Daniels storesøster Anita, der i begyndelsen er på nakken af Daniels for hans flyvske fremtidsplaner, folder sig virkelig ud.

Føler sig selv

Anders W. Berthelsen, der har været med til at instruere, føler sig selv som den cool gidselforhandler Arthur, der får til opgave at få Daniel hjem. Han står meget op ad en bil i ørkenen og ryger pibe i læderjakke, når plottet følger hans detektivarbejde efter spor af Daniel. Havde ‘Ser du månen, Daniel’ været en Hollywoodproduktion, havde han helt sikkert fået en ting med Anita. Men det den heldigvis ikke!

Filmen er til gengæld instrueret af Niels Arden Oplev, der er vendt tilbage til Danmark efter at have instrueret flere udenlandske film og serier. Særligt repræsentationen af torturens dehumanisering adskiller ‘Ser du månen, Daniel’ fra blockbuster-film. Alligevel er det scener, der viser hvor mentalt stærke mennesker kan være, der sætter sig fast i bevidstheden.

Bange for hadet

Fra Anitas viljestyrke og opfindsomhed i at finde løsepenge til Daniels mors utroligt inderlige, men meget værdige bøn til den lokale rigmand om et lån, er det medmenneskeligheden i filmen, man hæfter sig ved. Også den amerikanske journalist James Foley, som Daniel møder i fangeskab, er et godt eksempel på en næsten overjordisk tro på det gode i mennesket og menneskets værd.

Da Foley bliver smidt halvt fordærvet ind i det kælderlokale, hvor Daniel og en række andre fanger ligger, rejser amerikaneren sig og præsenterer sig selv med håndtryk og øjenkontakt. Journalisten minder fangerne om, at de stadig er mennesker.

Daniels unikke berøring med mennesker som James Foley og indgående kendskab til syrienskrigere gør hans gidseltagning historisk for Danmark, og derfor så vigtig for at fortælle om de forhold og motivationsgrunde, der drev konflikten. Derfor gør det heller ikke noget, at Daniel næsten bliver en biperson i sin egen fortælling. Filmen er simpelthen en palette af fortællinger, der er opstået af den tragiske omstændighed, som Daniels tilfangetagen er.

‘Ser du månen, Daniel’ gør klogt i at bruge en ung mands skæbne som indgangsvinkel til en kompliceret konflikt, der involverer både Vesten og Mellemøsten. Alligevel er det den nære relation mellem menneskerne i fangeskab og i Daniels familie, der gør ‘Ser du månen, Daniel’ til en stærk fortælling om menneskeværd.