Det skal blive rigtig dårligt for at det kan blive godt igen.
Jeg stod og stirrede ned i et sort irsk hul lørdag d.29 efter ‘Michael Inside’. Men selvom jeg efterfølgende har klynget mig til min afvisende festivalkynisme, har PIX gjort det svært. Ikke at de ligefrem har stjålet mit hjerte. Men måske har jeg fået de rigtige filmtitler hvisket i vinden. Nogen har gjort det bedre end sidst, mig selv eller festivalen. Godt igen blev det om ikke andet.
Fra start af har der været noget velkomment og velfungerende over stemningen på PIX. Muleposen man får udleveret med sit pressekort er af højere kvalitet end ellers. Tingene er bedre på PIX. Menneskene er flottere.
Allerflottest er de måske i Empire på en fredag aften kl. 20. Især når der er danmarkspremiere på ’Brakland’ en ungdomsfilm instrueret af Martin Skovbjerg, manden bag webserien ‘Anton90’ og til dels electronicgruppen AV AV AV.
Og ondt kommer det til at gøre i ‘Brakland’. På den helt rigtige måde, som det helst skal i danske ungdomsfilm. Det kan man mærke helt fra start. Filmen starter bag i en bil, måske den største kliché indenfor genren, men med en samtidig råhed og sans for det kunstneriske billede, som få andre af slagsen har præsteret. Kameraet vender ud mod flækken Vesterby, og ikke den unge mandlige hovedperson.
Fra første indstilling følte jeg, at bilen var lige til at køre galt. Og sådan blev det ellers ved. Selv efter den stoppede, var jeg bange for den ville eksplodere Godfather-style. For hvor der er kornmark og folkeskolefortælling, er der også noget grimt og ubehageligt. Den indskydelse af utryghed hang ved fra start til slut.
Skovbjerg bygger på klassisk vis fortællingen om den unge dreng op omkring fortællingen om den anden unge dreng. Som den homoerotiske duo over dem alle Tore & Janus fra ’Den Kroniske Uskyld’, eller Steffen og Charly fra ’Mig og Charly’.
Simon flytter til provinsen fra København og sønnen af byens højtalerkonge Bjarke kaster sin kærlighed over ham. Klassen skal lave multimedieprojekt til afgangsprøven. Bjarke og Simon begynder at lave filmen Abernes Planet, om byens højtalerfabrik. Hvor de ublu sammenligner arbejderne med aber. Marx’ fremmedgørelse som den ser ud for et par skæve niendeklasseselever.
Som den næsten voksne til at katalysere fortællingen er Emma Sehested Høeg intet mindre end fremragende, om end utrolig i rollen som drengenes tilbagelænede klasselærerinde, der byder Simon velkommen til Lars Tyndskids mark med medfølelse nærmere end naiv positivitet.
At Bjarke og Simon begge to klæder sig og taler som børn fra den fladmaste stenbro, selvom den ene skal forestille at være avlet ud af provinsens skød, er måske lidt mærkværdigt. Men talentmassen er i overskud, så det dundrer i gulvet. Akkurat som bassen i den højtaler, jeg sad alt for tæt på (forreste række midtfor, jeg var jo i hovedløst dårligt tid til at skaffe billetter).
Jeg håber og tror at ’Brakland’ kommer til at skrive bogen om ny dansk ungdomsfilm. Jeg håber inderligt den får alt det publikum den fortjener.
Den måde den er fortalt på vidner nemlig om en vild lyst til sit emne. Referencer og inspirationskilder spøger kun tilpas til at de flås med hud og hår. Bliver gjort nye og iklædt det rigtige retro streetwear. Derudover er soundtracket komponeret af AVAVAV alt det, dansk ungdomsfilm har gået og manglet. Noget uhyggeligt og voldsomt der ikke involverer overnaturligheder som zombier og vampyrer.
Som den hovedløse festivalgænger forvildede jeg mig for en gangs skyld det helt rigtige sted hen. Lige med undtagelse af det med forreste række. Men hvis ’Brakland’ er fremragende på verdens værste plads, må den være et mesterværk alle andre steder.