Oliver Laxes Oscar-nominerede mesterværk er noget så pudsigt som en svedig, sandblæst musikalsk åbenbaring forklædt som roadtrip – tilmed en af de mest mindeværdige og sansevækkende biografoplevelser i nyere hukommelse.

Det hele begynder som en klassisk fredag aften: et hardcore rave midt i den marokkanske ørken. Det er som at være i Mekka – bare med subwoofere i stedet for hellige templer og en DJ i stedet for en imam. Midt i denne hvirvelvind af piercede kropsdele og skrækkelige frisurer møder vi vores to hovedpersoner, der ligner nogen, der er gået forkert på vej til en familiefødselsdag.

Luis (Sergi López) og Esteban (Bruno Núñez) er far og søn på jagt efter familiens forsvundne datter, som sidst er blevet set til et lignende rave. De slår følge med en flok besynderlige ravere på deres rejse mod en endnu vildere fest, endnu dybere inde i ørkenen, i håbet om at finde hende.

En fabel forklædt som film

Selvom de fleste af os i virkeligheden nok ikke er så gængse i det marokkanske ørken-rave-miljø, er der alligevel noget genkendeligt at hægte sig fast i. Præmissen med en forsvunden datter og en broget flok, der langsomt udvikler sig til en slags familie, er ikke fremmed. Hvis man ser bort fra det lidt alternative miljø, lyder det næsten som begyndelsen på en klassisk amerikansk roadmovie. 

Det er det sådan set også – hvis man bare erstatter fællessang på tværs af Route 66 med en eksistentiel pilgrimsrejse gennem skærsildens mørkeste kamre og euforiens højeste tinder. 

‘Sirāt’ er sådan set ret bevidst om de forventninger, den sætter i gang hos seeren; den vælger bare systematisk at smadre dem, indtil man ikke længere kan finde den røde tråd i handlingen eller søge ly i berettermodellens trygge favn.

Det er en film, der til en vis grad følger sin egen logik – og som jonglerer med tunge, uhåndgribelige emner. Den er dybt optaget af spørgsmål om tro og religion, men knap så interesseret i at servere svarene for dig på et sølvfad.

Den slags kan hurtigt blive frustrerende eller føles utilgængeligt, og ‘Sirāt’ balancerer flere gange på kanten af netop det. Især hvis man ikke har den store forforståelse for de religiøse referencer, kan det føles, som om man står udenfor og kigger ind på noget, man aldrig helt får adgang til.

Men her gør filmen noget afgørende rigtigt: Den insisterer ikke på, at du skal forstå den. Du skal mærke den.

Når bassen bliver til bøn

Der er mange elementer, der gør ‘Sirāt’ til en sansevækkende oplevelse. Kameraarbejdet er vanvittigt smukt, og de massive højtalere og subwoofere filmes med en næsten religiøs ærefrygt – som var de monumenter eller hellige statuer i et mytologisk landskab. 

Instruktøren har derudover en særlig evne til at opstille scener, der fremkalder både chok og angst hos sit publikum. Det mest imponerende er dog uden tvivl det fuldstændigt fænomenale musik- og lydarbejde, som tilsammen gør filmen til noget helt særligt – og til en oplevelse, der nærmest insisterer på at blive set i biografen, gerne med et lydniveau, som kan mærkes helt dybt i knoglerne.

Lyden er nemlig ikke bare et virkemiddel i ‘Sirāt’. Den er filmens puls. Musikken bliver et spirituelt samlingspunkt, et fælles sprog, som filmen vender tilbage til igen og igen.

Der veksles mellem barske, hypnotiserende rave-beats, absurde elektroniske teksturer og nærmest meditative oceaner af bas, der fylder hele salen. Musikken vokser, kollapser, forsvinder og vender tilbage – og sniger sig ind i alle filmens kroge på en måde, der gør det svært ikke selv at blive suget ind i trancen. Det er her, filmen for alvor rammer: ikke i plottet, men i kroppen.

Det er ikke for at sige, at plottet eller tematikkerne er tynde eller underudviklede. Tværtimod er det svært at forestille sig nogen komme igennem ‘Sirāt’ uden at få sat gang i hjernemusklerne. Men genialiteten kommer fra, at en film, der handler om at finde mening i det meningsløse, tør at inddrage publikum så aktivt i det samme følelsesmæssige kontroltab som karaktererne. 

I sidste ende er det ikke logikken, men følelsen, der giver genklang – og minder os om filmkunstens evne til at finde en direkte linje ind til nervesystemet.